Knap 100 medlemmer af Galten Lokalarkivs støtteforening var i anledning af Arkivernes Dag i lørdags mødt op til et arrangement på Galten Bibliotek og arkivet.
Først præsenteredes det nye årsskrift, Annales bd. 34, med korte omtaler af artiklerne. Det indeholder som sædvanligt cirka 10 artikler fra lokalområdet på de i alt 112 sider.
Blandt emnerne er bl.a. Galten Brandvæsens historie gennem 50 år og brandbekæmpelsen før den tid, Bytoftens historie gennem 100 år, fire generationers smede i Sjelle, jordemødre i Galten-området siden 1830'erne, den nedlagte købmandsforretning i Skovby Nord og erindringer fra Stjær.
Desuden kan man også i kortere artikler læse om ”det gule palæ” og kirkeklokkerne i Skovby samt en oversigt over, hvad der var nyt i Galten for 10 år siden, i 2014. Sidst fortælles om arkivets og støtteforeningens aktiviteter i det forløbne år.
To nye fotoudstillinger
Programmet fortsatte med et foredrag af Knud Erik Pedersen om hans mere end 25 års beskæftigelse med lokalhistorien i Storring og omegn, hvor han fortalte om baggrunden for en del af sine mange artikler i Annales gennem årene.
Efter en forfriskning med udlevering og salg af Annales sluttede arrangementet i arkivet, hvor der var opsat to nye fotoudstillinger fra arkivets samling, hvoraf den ene bestod af en række billeder, hvor man mangler oplysninger om nogle af personerne, eller hvor og hvornår fotografierne var optaget.
Der blev sat mange nye navne mv. på en del af dem. Endelig besvarede medarbejderne mange spørgsmål både om materialer og hjælpemidler i arkivet og om slægtshistorie.
Annales 34 kan nu købes i arkivet og biblioteket (150 kr.) og frem til nytår desuden i brugserne i Galten, Herskind og Stjær samt hos Rema 1000 i Skovby.