Fredag d. 13. september har løsgænger i Skanderborg byråd, Ole Drøgemüller meldt sig ind hos de radikale, der herefter har tre medlemmer i Skanderborg byråd.
»Jeg har hele tiden sagt, at hvis der blev prioriteret midler til den nordlige del af kommunen, så ville jeg gerne igen indgå i et politisk parti. Og med de 50 mio. kr. som byrådet har afsat til fritids- og kulturfaciliteter i nord, synes jeg, at det er lykkedes at opnå det, jeg har kæmpet for. Derfor har jeg fredag morgen haft et møde med Radikale Venstre, og efterfølgende har jeg meldt mig ind i partiet,« siger Ole Drøgemüller.
Dette skaber glæde hos radikale, der således udvider byrådsgruppen fra to til tre medlmmer:
»Det glæder mig meget, at Ole har valgt radikale som nyt politisk ståsted. Jeg har kendt Ole og arbejdet sammen med ham, snart i en menneskealder. Både i lokalpolitik, men også fagligt i Landsforeningen Ungdomsringen, hvor vi tidligere har været meget aktive. Derfor er det glædeligt, at han forhåbentlig også efter næste valg kan bære den radikale fakkel videre i Galten, hvor vi begge bor,« siger byrådsmedlem og gruppeformand Tage Nielsen.
Forperson for de Radikale i Skanderborg Brian Aagaard Nielsen siger:
»Det er altid en glæde, når man som forperson for Kommuneforeningen får melding om, at et nyt medlem har meldt sig ind i det parti, man kæmper for. At det er et siddende byrådsmedlem, der ønsker at blive medlem, gør bare glæden endnu større. For det siger noget om det arbejde vores byrådsmedlemmer i forvejen laver. Det bliver kun sjovere at stå bag, når vi nu får tre medlemmer af byrådet i Skanderborg Kommune.«
Om bevæggrunden for at melde sig ind hos de radikale uddyber Ole Drøgemüller:
»Jeg er uddannet pædagog, og har hele mit liv arbejdet på børne- og ungeområdet - bl.a. mange år på folkeskoler og daginstitutioner. Det er svært at finde et parti, som mere markant end de radikale vil forbedre forholdene for børn og unge. Det har spillet væsentlig ind på mit valg. Samtidig har jeg fulgt og haft et parløb med de radikales nuværende byrådsmedlem fra Galten, Tage Nielsen, gennem nu mere end 40 år. Det har bestemt også spillet positivt ind på min beslutning. I hvert fald er jeg glad for den positive modtagelse jeg har fået fra både Anne og Tage. Og så vil det nok også glæde min 87-årige mor, der bor i Ølgod, og som har været radikal hele livet,« slutter Ole Drøgemüller.
Ole Drøgemüller var byrådsmedlem for Socialdemokratiet da han i september 2022 meldte sig ud af partiet og blev løsgænger.