
Næsten 100 frivillige hos Røde Kors i Skanderborg Kommune er indbudt til fællesspisning og foredrag med Røde Kors' generalsekretær Anders Ladekarl.
For at Røde Kors kan drive fire butikker i Skanderborg Kommune og yde støtte gennem aktiviteter, der hjælper mennesker på kanten, kræves frivillige, der gang på gang, stiller op og gør en forskel der kan mærkes lokalt, nationalt og internationalt.
»De frivillige fortjener at blive anerkendt for deres store indsats. Dette gør vi blandt andet ved, at invitere alle vores frivillige Røde Kors'ere i de fire afdelinger, til en aften med fællesspisning og fællesskab,« fortæller Trine Frengler, formand for Røde Kors Galten samt for kommunekredsen, der er sammensat af afdelingerne i Galten, Ry, Hørning og Skanderborg.
Som et element i denne anerkendelse mødes næsten 100 Røde Kors-frivillige torsdag i festsalen på Tjørnehaven til fællesspisning og et oplæg fra Røde Kors' generalsekretær Anders Ladekarl.
»Overskriften for oplægget er: Øjenvidneberetninger fra verdens brændpunkter – udsyn og indsigt. Og hvad har det med vores lokale afdelinger at gøre. Jeg er sikker på, at vi vil gå mættede fra arrangementet; mætte i maverne af den gode mad, mættede af det gode samvær, men ikke mindst mættede og eftertænksomme af Anders beretninger fra verdens brændpunkter,« siger Trine Frengler og tilføjer:
»Vil du være med til at gøre en forskel som frivillig i Røde Kors, kan du nemt finde os på nettet eller kik forbi en af vores butikker, så hjælper vi dig videre til den aktivitet du gerne vil være med i. «
