Harlev-statist deler scenen med barnebarn i Det Kongelige Teaters store udendørs- forestilling Snedronningen på Moesgaard.
Når Det Kongelige Teater fra den 22. maj lader sneen falde over Moesgaard ved Aarhus, er der også lokal deltagelse fra Harlev på scenen.
Hanne Fuglsang Nielsen fra Harlev medvirker som statist i den spektakulære udendørsforestilling Snedronningen, og denne gang deler hun oplevelsen med sit barnebarn Dagmar.
Traditionen tro vender Det Kongelige Teater tilbage til Moesgaard, når Kim Fupz Aakesons gendigtning af H.C. Andersens klassiske eventyr får repremiere.
Forestillingen er en storslået familieforestilling om Gerdas rejse mod nord for at redde sin bedste ven Kay fra den onde snedronning, og optø hans iskolde hjerte.
Fra Harlev til Moesgaard-scenen
I titelrollen står Mille Hoffmeyer Lehfeldt, som på scenen får selskab af flere professionelle skuespillere og dansere og mere end 50 statister fra Aarhus og det østjyske opland.
Hanne Fuglsang Nielsen fra Harlev er en af statisterne, som spiller med i Snedronningen.
Det er dog langt fra første gang, hun prøver kræfter med scenen. Hun har spillet amatørrevy, skrevet revynumre og har siden sit arbejdsliv som kommunikatør været statist i over 40 film-, tv- og teaterproduktioner. Hun beskriver det som noget ganske særligt at være en del af en stor produktion som Snedronningen.
»Det er fantastisk at opleve, hvordan ...
