Et miljømæssigt bæredygtig varmeforsyning er på vej i Sjelle. Projektet præsenteres ved et borgermøde 19. marts.
»Fjernvarme får vi ikke tilbudt i Sjelle. Men nu står Sjelle Bylaug klar med et tilbud om kollektiv varme via jordvarme i et termonet,« siger Steen Andersen Frøslev, formand for Sjelle Bylaug.
Alle husstande, ejere, lejere og udlejere, samt lodsejere og virksomheder er indbudt til Borgermøde i Sjelle Forsamlingshus den 19. marts kl. 17.00. Her vil tilbuddet blive præsenteret i detaljer.
Fra kl. 19.15 afholdes en stiftende generalforsamling for oprettelse af et A.M.B.A-selskab til varetagelse af drift, administration og økonomi.
Opbakning fra Region Midtjylland
En arbejdsgruppe i Sjelle Bylaug modtog sidste år 100.000 kr. fra Region Midtjylland til projektes opstartsfase og screening for kollektiv varme med termonet.
»Termonet er et stort fælles jordvarmeanlæg som via uisolerede slanger forsyner husene med 8 gr. varmt vand som tilkobles en varmepumpe i de enkelte huse. Der er derfor ingen varmetab. Jordvarmeanlægget, og varmepumperne ejes og vedligeholdes af det fremtidige AMBA-selskab. Strømmen vil varmepumperne afholdes af AMBA-selskabet, forhandles til særlig “lav” fast pris,« forklarer Steen Andersen Frøslev og tilføjer:
»Fra Skanderborg Kommune har vi modtaget kr. 141.000 til udarbejdelse af et projektforslag. Projektforslaget er udarbejdet af konsulentfirmaet Sustain og blev fremlagt for borgerne i byen i oktober 2023. Dette projekt justeres til at omfatte mindst 40 husstande i opstarten, men vil løbende kunne tilslutte øvrige husstande.«
Det justerede projekt vil blive fremlagt på borgermødet den 19. marts kl 17.00 af Sustain ved Henrik Bielefeldt ligesom økonomi- og en konkret tidsplan også vil blive fremlagt.
For husstandene vil der være en tilslutningspris på kr. 25.000 som betales kontant eller afvikles over 20 år. En samlet finansiering af anlægget løber over 30 år.
På Sjelle.dk er findes en prisberegner som bygger på de seneste oplyste priser og forudsætninger.