Skanderborg Kommune hilser nu fondsdrevne plejehjem velkommen i kommunen. Det kan med tiden give flere plejeboliger, blandt andet også i mindre byområder.
Byrådet er positivt indstillet over for, at der kan etableres fondsdrevne friplejehjem i Skanderborg Kommune.
Det står klart, efter at Byrådet drøftede sagen på byrådsmødet forleden.
»Fondsdrevne friplejehjem kan være et godt supplement til de gode kommunale plejecentre, vi allerede har. Det giver mulighed for også at få plejeboliger i mindre byområder, og hvis etableringen sker i samspil med civilsamfundet, kan det være med til at styrke det lokale fællesskab. Det viser erfaringen fra andre kommuner,« siger borgmester Frands Fischer.
Beslutningen glæder også formanden for Socialudvalget, Anders Rosenstand Laugesen.
»Med det nye signal fra Byrådet er jeg overbevist om, at vi får et eller flere friplejehjem i Skanderborg. Interessen for at skabe et spændende og levedygtigt friplejehjem i Skanderborg Kommune er i hvert fald meget stor. Jeg har personlig været i korrespondance med fem interesserede aktører,«
siger Anders Rosenstand Laugesen.
Dialog med lokale arbejdsgrupper
Byrådet havde i januar et dialogmøde med to af de store aktører på området for friplejehjem; OK Fonden og Danske Diakonhjem. Mange spørgsmål blev afklaret i den forbindelse, som gav et fundament for det videre politiske arbejde.
Nu går en større proces i gang. Første skridt er, at lokale arbejdsgrupper og fonde kan indlede dialogen med Skanderborg Kommune og spille ind med mulige projekter.
Socialudvalget gør status på mødet i maj og lægger en plan for de resterende dele af processen.
Friplejehjem skal leve op til de samme kvalitetskrav som de kommunale plejecentre.