Skanderborg Kommune får klimaskov og klimaskole

Image
Skanderborg Kommunes Miljø- og Planudvalg har i 2021 afsat 1,7 mio. til etablering af grøn undervisning i en "klimaskov".

Pengene til næste års klimaindsatser er blevet fordelt. Grøn undervisning, skovrejsning og miljøvenlige projekter for landsbyer og baghaver er på vej.

Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune har fordelt 3,7 millioner kroner fra klimapuljen til 10 nye klimainitiativer. Samarbejde mellem borgere, virksomheder og lokalsamfund er omdrejningspunktet, der skal sætte skub i kommunens grønne omstilling.

Et af de helt store projekter i 2021 er etableringen af en klimaskov, der blandt andet skal danne rammen om grøn undervisning for folkeskoleelever, fortæller udvalgsformand Claus Leick:

»Klimaskoven bliver et sted, hvor alle kan lære og være. Den kan rumme forskellige aktiviteter med fokus på miljøet, biodiversitet og bæredygtighed, og den kan gøre store klimaspørgsmål mere håndgribelige. Det har været vigtigt for os at pege på indsatser, som vi kan bruge i hverdagen, og som er helt nede på jorden. For eksempel natur- og klimaundervisning for udvalgte klasser i kommunens folkeskoler,« siger han.

Måske placering i Skovby-Galten-området

Hvor den såkaldte klimaskov rent fysisk skal placeres er ikke afgjort, men en placering i Skovby-Galten er nævnt som et af stederne.

»Der kan være flere klimaskoler forskellige steder i kommuner, så de er tæt på borgerne,« siger Claus Leick.

I 2021 finansierer Klimapuljen også et projekt, hvor private haveejere kan få hjælp til at gøre haven mere klimavenlig, og et landsbyprojekt, hvor indbyggerne med eksperthjælp udarbejder en klimaplan for hele byen.

Udover de 3,7 millioner kroner, som politikerne har fordelt på nye projekter, er der yderligere 1 million kroner fra kommunens klimapulje i spil næste år. Den kan borgere, virksomheder og lokalsamfund søge om at få del i, hvis de selv har grønne projekter på tegnebrættet. Ansøgningsfristen for tilskud fra Klimapuljen er 1. marts 2021.

Læs mere på www.skanderborg.dk/grønskanderborg

Læs Galten Folkeblad 9. december 2020

Del på
Super Brugsen Galten

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block