Skanderborg Kommune har prioriteret fem VE-projekter

Image
Økonomi- og Erhvervsudvalget i Skanderborg Kommune besluttede onsdag aften, hvilke projekter man ønsker at arbejde videre med. Her er både solcelleanlæg, hybridanlæg dvs. en blanding af sol og vind samt rene vindmølleprojekter blandt de valgte projekter (Arkivbillede).

Økonomi og Erhvervsudvalget har prioriteret blandt de 15 VE-anlæg, som projektudviklere har budt ind med i den åbne ansøgningsrunde. Der er valgt fem projekter med stor geografisk spredning i kommunen. De berørte lokalsamfund får stillet erfaren VE-rådgiver til rådighed gennem hele processen.

Økonomi- og erhvervsudvalget i Skanderborg Kommune har onsdag aften vurderet listen med tilkendegivelser fra projektudviklere og prioriteret følgende projekter til den videre proces:

Solcelleanlæg ved Kielsgårdsvej (syd for Låsby)
Solcelleanlæg ved Agerskov
Vindmølle(r) ved Mesing
Hybrid (blanding af sol og vind) Boes og Alken
Vindmøller ved Nissumgård - gerne kombineret med projektet med Vindmøller ved Gl. Gjesing (de to projekter har samme beliggenhed).

Det er desuden besluttet, at der i den videre proces lægges vægt på lokalt medejerskab i projekterne jævnfør byrådets standard for vedvarende energianlæg. At der ikke arbejdes videre med de resterende projektforslag, og at der lægges op til en ny proces med indkaldelse af interessetilkendegivelser i første halvår 2026, hvor nye og tilpassede projekter kan fremsendes.

Borgermøder og fælles arbejdsgrupper

Med valget af de fem projektoplæg går en omfattende proces nu i gang for hvert enkelt projekt.

»Lige nu har vi ideer fra projektudviklerne og deres forestilling om, hvordan et VE-anlæg kan se ud og placeres i lokalområdet. Foran os ligger en vigtig opgave med at modne idéerne til konkrete projekter, og her spiller en tæt dialog med lokalsamfundet en væsentlig rolle,« fortæller borgmester Frands Fischer.

»Vi kommer som det første til at holde et borgermøde for hvert enkelt projekt, hvor vi får snakket processen igennem, og hvor projektudvikleren præsenterer sine ideer. Der skal udpeges lokale repræsentanter til en arbejdsgruppe med udvikleren og fagfolk fra kommunen. Den fælles opgave bliver at tilpasse de ideer, som udvikleren er kommet med. Det kan handle om anlæggenes størrelse, om placeringen, udformningen og om den konkrete gevinst, som lokalsamfundet kan få ud af samarbejdet,« siger Frands Fischer

Borgmesteren forklarer, at det er planen, at arbejdsgruppen skal holde en række møder, hvor man i fællesskab kigger på, hvad der vil være en god løsning for både lokalområdet og for udvikleren. Herefter vil der blive holdt endnu et borgermøde. Her vil arbejdsgruppen præsentere det konkrete projekt, man er kommet frem til.

Først herefter går den egentlige politiske behandling i gang. Projektet skal miljøscreenes, så det lever op til gældende miljøkrav. Der skal laves en egentlig planproces med lokalplan, høringsperiode osv., før det endelige projekt kan vedtages eller evt. afvises i Byrådet.

Der vil formentlig gå omkring fire til fem år fra det første borgermøde og til at man kan indvie det færdige anlæg.

Råd og sparring fra neutral rådgiver

De berørte lokalsamfund får hjælp undervejs. Skanderborg Kommune har lavet en aftale om uvildig proceshjælp med Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi. Han vil bistå lokalsamfundene under hele processen som rådgiver, og vil blandt andet hjælpe borgerne med at konkretisere deres udviklingsønsker og bringe dem frem i arbejdsgruppen.

»Søren Hermansen har mange års erfaring med inddragende borgerprocesser og VE-projekter. I 2007 kunne Samsø erklære sig for selvforsynende med energi fra vind, sol og biomasse - i høj grad takket være en bred folkelig opbakning. I dag er Samsø Energi-Ø jo bredt anerkendt, og derfor er det oplagt at trække på erfaringerne fra det arbejde,« siger Frands Fischer.

Skanderborg Kommune forventer at invitere til de første borgermøder allerede i år.

Hvis alle fem VE-projekter skulle blive realiseret i deres nuværende form og størrelse, vil Skanderborg Kommune have nået over 60 pct. af Byrådets målsætning om at være helt selvforsynet med grøn strøm i 2030.

Del på
Berger Optik

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block