Skovby IF Tennis har modtaget støtte fra foreningspulje

Image
Den første uges træning er kommet rigtig flot fra land, med en række nye medlemmer på anlægget ved Hørslevvej.

Med støtte fra DIF og DGI's foreningspulje kan Skovby IF Tennis nu sætte gang i Projekt Vækst, Synlighed og Fællesskab.

Skovby IF Tennis har fået bevilget 24.000 kr. i støtte fra DIF og DGI's foreningspulje. Med bevillingen kan foreningen se frem til at komme i gang med projektet.

Et udvalg under bestyrelsen har allerede været i gang længe og her glæder man sig over at kunne byde velkommen til en masse nye ansigter i foreningen.

»Det er jo nye medlemmer, der skaber grundlaget for fortsat stort fællesskab i klubben. Derfor handler det om at få tiltrukket en masse nye medlemmer, så vores nybegyndere let kan finde flere forskellige at spille med, som også er på begynderniveau. Vi havde til første træning i tirsdags allerede omkring 10 nybegyndere på begynderholdet, men der er altid plads til flere,« siger René Sandfeld Paulsen fra bestyrelsen.

Mød frem og prøv

Hvis du har lyst til - gratis – at prøve kræfter med tennis, så møder du bare op på Skovby IF’s tennisanlæg tirsdag henholdsvis kl. 16.30 for børn og kl. 19.00 for voksne.

»Det er slet ikke så svært, som mange tror. Jo flere begyndere, jo flere muligheder for at spille på samme niveau. Det med, at man har brug for, en fast makker er for længst ovre,« påpeger René Sandfeld Paulsen.

Skovby IF – Tennis har modtaget bevillingen på 24.000 kr. fra DIF og DGI's foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger.

Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.

Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’ som politisk er afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.

 

Læs Galten Folkeblad 8. maj 2024

Del på
By Goul

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block