Vellykket år for rygestop-indsatsen i Skanderborg Kommune

Image
Vellykket år for rygestop-indsatsen i Skanderborg Kommune
Deltagerne på ”Skanderborg kvitter smøgerne” glæder sig over sammen at være nået i mål med deres rygestop.
Som led i ambitionen om et 'Røgfrit Skanderborg 2025' har kommunen i 2017 afviklet 390 rygestopforløb. 
Nogle deltagere er selvfølgelig stadig i gang med deres forløb, men af de mange, der er færdige og har gennemført, var hele 8 ud af 10 røgfri ved forløbets afslutning. 
Den helt store succes på rygestopområdet i 2017 var satsningen ”Skanderborg kvitter smøgerne”, som løb af staben i efteråret. Her blev rygestoprådgivning i mindre hold kombineret med fælles oplæg, lodtrækningspræmier og konkurrence. »En fin blanding af gak og gøgl og det faktuelle,« som en deltager formulerede det i evalueringen. 
En anden deltager skrev: »Et godt arrangement på alle punkter, gode snakke og rigtig god opbakning. Jeg havde ikke været røgfri uden kurset.« 
46 deltagere blev en del af det store rygestopfællesskab, og 42 var røgfri efter de otte uger med café-aftener. Det vil sige en stoprate på over 90%.
Holdet mødes igen i begyndelsen af januar, hvor det bliver spændende at se, om alle har klaret sig igennem det farlige farvand med julefrokoster og nytårsfest. Hvis ikke, bliver de interesserede tilbudt at gøre et nyt forsøg. 
»Skanderborg Kommunes rygestopindsats skal være bred og nå ud til de mange, der gerne vil kvitte cigaretterne. Derfor er det godt at tænke ud af boksen, når vi kommer med nye sundhedsfremmende tilbud, så vi matcher de forskellige behov og ønsker,« siger formand for Kultur- og Sundhedsudvalget i Skanderborg Kommune, Tage Nielsen.
Nyt år, nye vaner?
Når røgen fra nytårsraketterne har lagt sig, skyder Skanderborg Kommune en ny kampagne i gang med overskriften: 'Nyt år, nye vaner?'. 
Viften af gratis rygestoptilbud bliver i 2018 endnu bredere, og det nyeste initiativ ”Kvit og Fit” er udviklet i samarbejde med fitnesscentret Fit & Sund i Skanderborg. Her kombineres rygestoprådgivning med rygestop-spinning og seks ugers fri træning i centret. 
Det henvender sig til de mange, der vil sætte motion i stedet for tobak – og som gerne vil have lidt sved på panden for at undgå, at rygestoppet skal koste nogle kilo på vægten. 
Ud over ”Kvit og Fit” går det fra midten af januar løs med opstart af seks kommunale rygestophold med gratis deltagelse for alle, der bor eller arbejder i Skanderborg Kommune. 
Man tilmelder sig på www.skanderborg.dk/rygestop hvor der også er mulighed for at tilmelde sig individuel rådgivning. 
Der er fortsat gratis nikotinerstatning i seks uger til alle, som ryger over 15 cigaretter dagligt, når man følger et rådgivningsforløb. 
Kombinationen af rygestoprådgivning og nikotinerstatning femdobler chancen for, at rygestoppet lykkes.
Læs Galten Folkeblad 27. december 2017
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-