67-årig anholdt efter anmeldelse om trusler om brug af skydevåben

Image

Sent onsdag eftermiddag sås et massivt politiopbud ved Mejerigården i Låsby. Anledningen var en indsats for at anholde en beboer i området.

Politiet havde kl. 14.19 modtaget en anmeldelse om, at vedkommende ved 10.30-tiden samme dag havde fremsat verbale trusler om brug af skydevåben, hvilket førte til politiindsatsen og anholdelsen af en 67-årig mand, som er bosiddende på adressen.

Ifølge politikommisær Emil Jensen, Sydøstjyllands Politi skulle truslerne være givet fordi den 67-årige var træt af at skulle sættes ud af sin bolig. I den forbindelse skal manden have fremsat trusler om at ville skyde sig selv eller en anden person.

»Vi modtog anmeldelsen kl.  14.19 og der blev foretaget anholdelse kl. 17.41,« fortæller Emil Jensen.

Han forklarer tidsspændet mellem anmeldelsen og anholdelsen med den måde, politiet løser en sådan opgave på, herunder at tilkalde de nødvendige styrker for at løse opgaven og de fornødne sikkerhedsforanstaltninger når skydevåben kan være involveret.

Anholdelsen foregik uden dramatik idet manden efterkom politiets anvisninger, da de kontaktede med ham.

Ved indsatsen ransagede politiet boligen og beslaglagde et haglgevær samt 47 haglpatroner foruden at mandens jagttegn blev inddraget.

Efter endt afhøring blev den 67-årige løsladt kl. 23.16 onsdag aften.

»Der vurderedes ikke at være grundlag for fængsling, men sigtelsen for trusler på livet er opretholdt,« siger Emil Jensen.

Han oplyser, at der ikke har været tale om en  direkte trussel overfor en modpart.

Del på
Bio Huset

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block