
Klokken 0.52 natten til onsdag modtog politiet anmeldelse fra en person, der havde fundet det mistænkeligt, at to mænd viftede med lommelygter ved virksomheden Risager A/S på Frichsvej i Galten.
Da gerningsmændene blev overrasket søgte de tilflugt i nærheden.
Anmelderen kunne give et signalement til politiet, som sendte bl.a. en hundepatrulje til stedet.
Efter næsten halvanden times sporarbejde kunne politiet anholde en af de formodede gerningsmænd, og ved hjælp af en drone monteret med et termisk kamera kunne en anden mand anholdes kl. 02.41.
De er mistænkt for forsøg på indbrud, hvilket de blev anholdt og sigtet for. Onsdag morgen sad de stadig anholdt mens der pågik en vurdering af, om de skulle fremstilles i et grundlovsforhør.
De to mænd - en 31-årig mand fra Rumænien og 41-årig med ukendt nationalitet – havde ikke været inde i virksomheden, men der var tegn på forsøg på indbrud.
