Harlev svømmede virkelig langt

Image
Harlev svømmede virkelig langt
283 kilometer blev det til, da Harlev forrige søndag deltog i den landsdækkende Danmark Svøm Langt-dag.  
Dermed blev sidste års flotte resultat på over 112 kilometer mere end fordoblet i år, imens antallet af svømmere næsten også blev fordoblet med hele 117 svømmere i bassinet i år mod 61 i fjor, da Harlev deltog for første gang.
- Det gik rigtig godt. Sidste år var det meget nyt for folk. Her gik det jo godt, og så har folk snakket meget positivt om det, siger Casper  Thaarup fra HIK Svømnings bestyrelse, som en del af forklaringen på den store opbakning i år.
Danmark Svøm Langt er for alle, både klubbens medlemmer og ikke-medlemmer.
Nogle deltagere kommer for motionens skyld, nogle for hyggens skyld og andre for konkurrencens skyld.
Flotte præstationer
I løbet af seks timer på en søndag blev der taget rigtig mange svømmetag i Harlev.
- Det viste sig hurtigt at blive en rigtig god dag. Den første time havde i alt 52 svømmere fundet frem til hallen, så der var godt fyldt op i bassinet. Da de første to timer var gået, havde vi allerede slået sidste års resultat, fortæller Casper Thaarup.
- Vi havde i år valgt at reservere bane 1 og 2 til vores Talent/Ungdomshold. De havde med deres træner snakket om at 10.000 meter hver, ville være svært at nå, men de skulle gøre hvad de kunne for at nå det. Talent/Ungdomsholdet stillede med 14 personer og de svømmede til sammen 130.000 meter.
Nikolaj Hjorth Becker, som sidste år svømme længst, 11.000 meter, svømmede i år 15.250 meter. 
Familie svømmede 42.125 meter
Der var også mange børn fra klubbens øvrige hold, som kom en tur forbi. Flere af disse svømmere gav også alt, hvad de havde. 
- Vi så også flere familier, der lagde vejen forbi, og tilbagelagde fine distancer i vandet. Familien Dollerup Jensen kom seks personer og svømmede tilsammen 42.125 meter, oplyser Casper Thaarup. 
HIK-Svømning havde i alt 117 deltagere i vandet, og de svømmede tilsammen 283.075 meter.
- Vi vil gerne fra bestyrelsen og resten af HIK-Svømning sige mange tak til alle dem, der mødte op, og vi glæder os allerede til næste år.
Sidste år fik HIK en samlet placering som nr. 25. Med de godt og vel 283 kilometer i år er de rykket op på en 11. plads.
For at se alle resultaterne fra årets Danmark Svøm Langt kan man besøge Dansk Svømmeunions hjemmeside www.svoem.org
 
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block