Låsby Boldklub klar med nye initiativer

Image
Låsby Boldklub klar med nye initiativer
Låsby Boldklub tilbyder nu to nye sportsgrene: krolf og beachvolley - uden kontingent. 
- Det skal bl.a. tiltrække nogle af dem, der ikke allerede er aktive i boldklubben, håber Låsby Blodklubs formand Alex Sørensen.
Den lokale krolf-entusiast Tage Hansen har tidligere på sommeren etableret en 12 hullers krolfbane på et kuperet areal nær ved Låsby Hallen.
- Krolf er en kombination af 50% kroket og 50% golf, men til gengæld er det 100% sjovt, siger  Tage Hansen som sammen med en lille skare spillere mødes fast på torsdage kl. 14.30.
For at øge interessen gennemfører klubben sammen med DGI et åbent-hus-arrangement d. 29. august 17.00 ved naturlegepladsen. Her vil man indvie det nyindkøbte udstyr, og boldklubbens formand har lovet at stå ved grillen og servere pølser. Alle er velkomne.
Krolf er en udpræget senior-aktivitet, og det ugentlige spilletidspunkt 14.30 henvender sig da også mest til seniorer, men ekstra spilletider kan aftales efter behov. For yderligere information om krolf kan Tage Hansen kontaktes på telefon 2134 3228.
Beachvolley-interesse søges genoplivet
Ligeledes i nærheden af Låsby Hallen har der længe været anlagt en beachvolley-bane, den har bare ikke været meget brugt. Det har inspireret den tidligere volley-spiller Helga Lassen til at koordinere lidt kampe mellem byens beachvolley interesserede.
- Jeg spurgte i boldklubben, hvilke muligheder der var for at komme i kontakt med andre beachvolley-interesserede, fortæller Helga Lassen.
- Fra boldklubbens side har man oprettet et hold, hvor man ved tilmelding på hjemmesiden bliver del af en SMS kæde. Nu sender vi bare en SMS, når vejret og tiden tillader en dyst. Det kræver ikke mange fremmødte for en sjov kamp en varm sensommeraften. 
For yderligere information om Beachvolley kan Helga Lassen kontaktes på telefon 6063 2818. 
Målrettet seniorer
Med de nye tiltag håber Alex Sørensen, at primært krolf vil tiltrække nogle seniorer, der hen over vinteren måske vil benytte sig af klubbens nye tiltag for seniorer.
- Vi har i år for første gang forsøgt os med sport direkte henvendt til seniorer. Låsby Hallen er blevet reserveret tirsdag og onsdag formiddag til henholdsvis senior-gymnastik og senior-badminton. Vi glæder os til også at kunne tilbyde formiddags-aktiviteter, siger Alex Sørensen.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block