Den varme bænk: Skriv dine spørgsmål til lokalpolitikere

Image

Bænke placeret i Skanderborgs fire biblioteksbyer skal animere borgerne til at skrive spørgsmål på bænkene med en sprittusch.

Det er ikke hærværk, men faktisk drømmescenariet og formålet med bænken, lyder det fra Isa Kowalski Samuelsen, Projektleder hos Skanderborg Kommunes Biblioteker.

»Vi vil gerne samle borgerne om den gode, demokratiske samtale frem mod kommunalvalget i november. Have dem til at diskutere de emner, der fylder noget i dagligdagen,« siger hun.

Målet er at bænkene indsamler en masse forskellige spørgsmål fra borgene, som bliver brugt til de valgfester Skanderborg Kommunes Biblioteker afholder i starten af november.

Her skal bænkene nemlig fungere som ”den varme bænk” under debatterne, når Abdel Aziz Mahmoud, kendt fra bl.a. Go’ Aften LIVE og DATO, indtager rollen som vært.

På bænken vil Abdel stille sine egne og borgernes spørgsmål til de lokale politikere, der håber på en plads i byrådet. På den måde er det borgernes dagsorden, der får lov at sætte retningen for den politiske samtale.

Valgfester er også for børn

Børn er meget velkomne til valgfesterne. Der bliver arrangeret spændende kreative og demokratiske aktiviteter for dem undervejs. Samtidig bliver der sat en foodtruck op, så de sultne kan få sig et måltid mad i forbindelse med arrangementet.

»Det bliver en festdag. Vi glæder os til at fejre demokratiet med rum til humor, masser af god, politisk snak og plads til alle.  Fordi vi tror på, at der kommer noget godt og konstruktivt ud at, at vi mødes fysisk med vores forskellige holdninger. Store som små,« lyder det fra Isa Kowalski Samuelsen.

Flyttes undervejs

Bænkene bliver placeret centrale steder i de fire biblioteksbyer, Skanderborg, Ry, Hørning og Galten, i uge 39. De bliver flyttet undervejs, og fjernes igen i uge 43.

De omtalte valgfester finder sted:
Mandag d. 3. november kl. 16 i Hørning (Rådhusloftet).
Mandag d. 3. november kl. 19 i Ry (Ry Højskole).
Onsdag d. 12. november kl. 16 i Galten (Bio Huset).
Onsdag d. 12. november kl. 19.30 i Skanderborg (Skanderborg Gymnasium.

Billetterne er gratis, men alle skal reservere plads på bibliotekets hjemmeside, da der er begrænsede pladser. Billetsalget starter d. 1 oktober.

Læs Galten Folkeblad 24. september 2025

Del på
By Goul

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block