
Ældre Sagen, Tjørnehaven og Bio Huset samarbejder om initiativet Erindringsbio, der er målrettet mennesker med demens og deres pårørende.
Onsdag d. 23. april kl. 14.30 er der igen mulighed for at se film, der kan vække minder fra en svunden tid.
»Filmen vi har valgt er fra 1975 og varer 33 min. Filmen følger planlægning af en konfirmation og også selve konfirmationen med efterfølgende fest. Kan vi huske tøjet, hvor store var gaverne, sangene, frisuren, ja der er mange erindringsglimt der popper op, når vi går tilbage i tiden,« fortæller Tove Severinsen fra initiativgruppen og tilføjer:
»Kan du huske din egen konfirmation, holdt din far tale, bestod menuen af suppe, steg og is? Et meget aktuelt emne, hvor mange netop er i fuld gang med at forberede forårets konformationer.«
Formålet med filmeftermiddagen er at samle mennesker med demens, og gerne deres pårørende, og give dem en god oplevelse og måske få samtaler i gang om en svunden tid.
Efter filmen er der naturligvis kaffe og småkager.
»Vi glæder os til en hyggelig eftermiddag. Der skal ikke bestilles billetter, man er velkommen til blot at møde op når filmen starter onsdag den 23. april kl. 14.30,« lyder det fra arrangørerne.
God tilslutning
Der er tale om den syvende og foreløbigt sidste film som er fremstillet til visning i biograferne, men samarbejdet mellem Ældre Sagen, Tjørnehaven og Bio Huset omkring Erindringsbio fortsætter til efteråret. Der opleves hver gang god tilslutning.
»I starten var der 65-70 gæster pr. gang. Så mange har der ikke været de seneste gange. Senest var der omkring 30-35 gæster. Det er rigtig fint, så er der lidt mere ro til snak, plads til kørestole og plads til gæster udefra,« fortæller Tove Severinsen.
»Et plejecenter i Århus besøgte os ved sidste visning og det var rigtig hyggeligt. Vi byder altid gæster udefra velkommen, men kun hvis de kan benytte Bio Husets faste pladser, der er ikke plads til flere kørestole.«
Socialt samvær og gode snakke
De fleste film i Erindringsbio har givet anledning til snak under kaffen, men udover filmen er det sociale samvær og turen til biografen også en god oplevelse.
»Selve det at besøge biografen har der været mange kommentarer til undervejs. De fleste kan huske da en biografbillet kostede 35 øre, og kan også nævne nogle af de gamle danske film og skuespillere,« fortæller Tove Severinsen.
Læs Galten Folkeblad 9. april 2025https://www.epaper.dk/galten-folkeblad/uge-15---2025/
