Fortsat faldende antal indbrud i Skanderborg Kommune

Image
Antallet af indbrud i private hjem i Skanderborg Kommune er faldet i 2022. Dermed fortsætter tendens fra en årrække. Foto: Colourbox

Skønt antallet af indbrud i private hjem i 2022 på landsplan var på niveau med 2021, viser udviklingen i Skanderborg Kommune fortsat en faldende tendens. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I de østjyske kommuner er der samlet set sket en stigning fra 2.159 indbrud i 2021 til 2.667 indbrud i 2022, men nogle kommuner oplever et fald – deriblandt Skanderborg. Her blev der i 2022 samlet anmeldt 125 indbrud.

De foregående fem år var tallene således i Skanderborg Kommune:
2017:  480 indbrud
2018:  324 indbrud
2019:  254 indbrud
2020:  220 indbrud
2021:  136 indbrud

Tal fra Danmarks Statistik viser ifølge Botrygt.dk, at der i 4. kvartal 2022 blev anmeldt 4.028 indbrud i private hjem på landsplan. Sammenlagt med tallene for årets øvrige tre kvartaler betyder det, at der i 2022 blev anmeldt 14.899 indbrud på landsplan. Det er på niveau med 2021.

I 2021 var indbrudsniveauet det laveste siden 1970’erne. I 2022 er det lykkedes at holde omfanget af indbrud på samme niveau, selvom man ellers kunne have frygtet en stigning efter fjernelsen af alle coronarestriktioner, som har haft en dokumenteret effekt på det faldende antal indbrud. Men mange bække små gør som bekendt en stor å, og netop det er ifølge Bo trygt forklaringen på den positive udvikling:

»Vi oplever en stor interesse for at bekæmpe indbrud – både nationalt, regionalt og lokalt. Fra landspolitisk side oplever vi opbakning til et register over stjålne genstande, som skal gøre det svært for tyvene at komme af med deres tyvekoster. Fra kommunalt hold er der stor interesse for at bidrage til forebyggelsesindsatsen, ligesom politikredsene i den grad har sat fokus på indbrudsforebyggelse,« siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

»Ude i boligkvartererne oplever vi også et stigende engagement for at forebygge indbrud. Det mærker vi bl.a. gennem efterspørgslen på vores Bo trygt-indbrudsforebyggelseseksperter og tilslutningen til Nabohjælp og herunder Nabovenner. Flere er formentligt også begyndt at arbejde mere hjemme. Oveni har aktører som låsesmede, vinduesbranchen, forsikringsbranchen og byggemarkeder meldt sig på banen. Og vigtigst af alt: Parterne samarbejder – på kryds og tværs,« lyder det fra Britt Wendelboe.

Stadig brug for en indsats

Den positive udvikling til trods er der stadig brug for en fokuseret indsats og en samlet strategi for at komme antallet af indbrud i private hjem i Danmark til livs. Derfor er det et mål for Bo trygt at intensivere samarbejdet mellem kommune, politi og civilsamfund.

»Der sker fortsat alt for mange indbrud i Danmark i forhold til vores nabolande. Et indbrud er meget indgribende og enormt ubehageligt for dem, der bliver udsat for det. Oveni er indbrud kilde til utryghed hos danskerne og selvfølgelig særligt hos ofrene. Derfor skal vi styrke indsatsen mod indbrud, og nøglen er samarbejde. Med en omfattende og koordineret indsats tror vi på, at vi i fællesskab kan få indbrudsniveauet yderligere ned. Det kan vi, og det skal vi,« fastslår Britt Wendelboe.

Få et gratis besøg af en indbrudsekspert

Bo trygt har et korps af indbruds- og forebyggelseseksperter, som man kan bestille til at komme ud i sit kvarter til et oplæg om den lokale indbrudssituation, og hvordan man bedst sikrer sig og hjælper hinanden med at forebygge indbrud. Eksperten er typisk tidligere politibetjent og tager udgangspunkt i det specifikke boligområde og den lokale situation.

Læs Galten Folkeblad 1. marts 2023

Del på
By Goul

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block