
24 påskeløbere vakte opsigt og fremkaldt smil rundt om i Galten ved et særligt påskeløb.
Husker det lokale initiativ Galten/Skovby Nisseløb, som vi omtalte ved juletid?
Holdet bag løbet: Anne-Mette Tinning Nielsen, Diana Amanda Temirci Bøgh, Mai-Britt Tinning Hegelund og Irvin Von Beckovic, var enige om, at de slet ikke var færdige som løbsarrangører efter succesen i december.
Derfor blev Galten/Skovby Påskeløb lørdag før påske en realitet.
»Nu vidste vi jo fra Nisseløbet, at folk gerne ville ud og bevæge sig og at de ikke havde noget imod at se fjollede ud imens, så det gjorde bare ekstra fedt, at have 24 påskeharer løbende rundt i byen efter påske-poster,« fortæller Irvin Von Beckovic
Kyllingedans som opvarmning
To deltagere havde tilbudt at stå for opvarmningen i form af kyllinge-dans, inden startskuddet lød. Det var en god start med mange grin på hallens parkeringsplads.
»Løbet var en form for orienteringsløb, hvor holdene skulle rundt på 10 forskellige lokationer i lokalområdet og tage en selfie sammen, for derefter at løbe videre. Ruten var cirka 10 km lang og havde både start og mål ved Galten Hallen,« forklarer Irvin Von Beckovic.
De 10 lokationer var: Galten Hallen, Tjørnehaven, Galten Kirke, Galten Vandværk, Svanen i Svaneparken, Tunnelen på Vestergade, Præstdam, Café Nærvær, Tunnelen på Østergårdsvej og Klank Hundeskov.
Udfordrende selfie-krav
Hvert hold var blevet udstyret med et kort, som man kunne bruge, hvis det kneb med at komme videre fra den post man var ved.
»På posterne var ...
