Skanderborg Byråd sendte i sidste uge lokalplan 1178 Langvad Bakker i høring. Planen lægger op til, at der kan opføres 50 boliger i varierende størrelse og en daginstitution, der i første omgang får plads til 80 børn.
Lokalplanen for Langvad Bakker i Låsby er det første håndgribelige eksempel på udmøntningen af de tanker som blev formuleret i strategien "Låsby Vokser" fra 2018. Her var en del Låsby-borgere blandt andet med til at formulere visionen for udviklingen af byen i de kommende mange år.
Planen giver plads til 50 boliger i etape 1, som forventes opført de kommende fire til fem år. Siden kan yderligere 20 boliger komme til, og når området er helt udbygget vil der være op mod 250 boliger i Langvad Bakker. Dermed bliver Langvad Bakker et af de største byudviklingsområder i Skanderborg Kommune.
Der bliver en stor variation i udbuddet af boliger. Fire ud af ti boliger skal opføres som noget andet end traditionelle parcelhuse. Det kan være bofællesskaber, mindre rækkehuse eller lignende.
Rammerne for valg af byggematerialer bliver også lidt videre end de traditionelt har været. Det bliver nemmere at bygge bæredygtigt. Eksempelvis lægger lokalplanen op til, at solenergipaneler må anvendes som facademateriale, hvis de kan integreres naturligt i facaden.
Grønt område med utæmmet natur
Den store variation i boligmassen giver plads til et stort sammenhængende naturområde, hvor der er plads til at skabe gode rammer for både plante- og dyreliv. Der er ikke lagt op til de traditionelle plejede grønne områder, som ellers kendes fra mange boligområder, men mere vild natur, som får lov til at passe sig selv.
Når Langvad Bakker er helt udbygget, kommer det grønne område til at ligge centralt i den nye bydel. Det er tanken, at det vil blive grøn oplevelse i sig selv at færdes der, men også at det kommer til at give bedre adgang til de skønne naturområder langs Lyngbygård Ådal.
»Der er arbejdet en del med klima- og bæredygtighed i lokalplanen, og på den måde er den med til at udstikke retningen for kommende planer med samme formål. Med planen åbnes der op for, at der kan bygges i mere bæredygtige materialer, og så er der givet plads til natur og biodiversitet i en skala som vi sjældent har set her i kommunen,« fortæller Formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget Claus Leick.
Området ligger på kanten af byen nord for Klanghøj og institutionen Børnehuset Viften, og eksisterende anvendelse er landbrug med dyrkede marker. Halvdelen af området er allerede udlagt til byudvikling i kommuneplanen.
Der er tale om et areal på 20 hektar svarende til 28 fodboldbaner. Godt 7 hektar udlægges til boliger og offentlige formål, mens godt 13 hektar til rekreativt område.
Lokalplanen forventes endeligt vedtaget midt i 2023. Herefter vil vejarbejde og byggemodning m.m. kunne igangsættes.