Skønne Sko på vej til Galten

Image
Skønne Sko på vej til Galten
Det bliver de brancheerfarne Lone Sanderhoff (t.v.) og Lone Hede-gaard, der fremover skal ekspedere kunderne hos Skønne Sko. De har i disse dage travlt med at flytte rundt og pakke varer ud, så forretningen bliver klar til åbning i næste uge.
Ny indehaver, nyt navn og nyt koncept til Galtens skoforretning. Børge Mouritsen fra Egå har overtaget Lindrup Sko, der den 10. maj åbner under navnet Skønne Sko.
Områdets borgere kan nu glæde sig over, at der trods lukningen af Lindrup Sko fortsat skal være skoforretning i Galten.
Med 45 år inden for skobranchen er det en erfaren herre, der torsdag i næste uge slår dørene op til en ny skoforretning i Galten.
Børge Mouritsen, Egå, har haft adskillige skobutikker rundt omkring i landet, blandt andet i Aarhus og København. I dag driver han et 
sko-engrosfirma i Risskov og det er i den forbindelse, han er blevet opfordret til at købe Lindrup Sko med det eksisterende varelager og føre butikken videre.
- Det bliver den sidste skobutik, jeg skal have i min tid. Dåbsattesten er blevet lidt gulnet i kanten, siger Børge Mouritsen smilende.
Nyt koncept
Det bliver ikke kun navnet, der skifter i den lokale skoforretning. Konceptet laves der også lidt om på. Blandt andet vil skokasserne i fremtiden fylde lidt op i butikken fremfor på lageret, således at kunderne kan finde hele par i butikken.
- Vi laver nogle super tilbud med højaktuelle varer til gode priser. Tøj har vi ikke forstand på, så det bliver ren skobutik, forklarer Børge, der agter at sælge ud af tøjsortimentet fra start med henblik på at fylde forretningen op med sko indelt i tre større, separate afdelinger til henholdsvis damer, herrer og børn.
To gange Lone
Det bliver ikke Børges ansigt, man til daglig kommer til at møde i butikken. Her har Børge nemlig allieret sig med to gange Lone, henholdsvis Lone Sanderhoff, Skanderborg, der siden december har været et kendt ansigt i Lindrup Sko og har mere end 25 års erfaring i skobranchen, samt Lone Hedegaard, Rødkærsbro, der har over 18 års erfaring i branchen, men handler man sko om lørdagen, er der ligeledes en chance for at hilse på den nye indehaver.
- Vi forventer, at vi med det nye koncept kan få et godt samarbejde med byen og omegnens beboere. Der vil blive en superservice af Lone og Lone, der begge har masser af erfaring inden for branchen, uddyber Børge Mouritsen, der privat er bosiddende i Egå med hustruen Bente og parrets to Beagler, imens børnene er fløjet fra reden.
Åbner i næste uge
Torsdag den 10. maj slår Skønne Sko dørene op til en festlig åbningsdag.
- Alle er velkomne til at komme og kigge, og få lidt godt til ganen. Kunder der kommer torsdag, fredag og lørdag kan deltage i lodtrækningen om tre gavekort á henholdsvis 1.000 kroner og to gange 500 kroner, lover Børge Mouritsen.
Derudover vil Skønne Sko i åbningsugen byde på ekstra gode tilbud samt tøjudsalg i form af minus 70 procent på alt tøj i forretningen. 
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block