Stigende interesse for dartspillet

Image
Dartklubben Potten i Låsby er blandt landets ældste og mest vindende.

Stort ryk-ind hos Dartklubben Potten i Låsby i forbindelse med Dartens Dag.

Dart er en sport i vækst. Medie-dækningen er vokset markant internationalt og det smitter også af på sporten herhjemme, hvor antallet af medlemmer vokser støt og nye klubber skyder op.

Det mærker man hos Dartklubben Potten i Låsby, som er blandt landets ældste klubber.

Søndag blev der landet over afholdt Dartens Dag, hvilket inspirerede nye interesserede til at kigge forbi.

Der gik ikke mange minutter efter dørene blev åbnet kl. 11 før de første gæster ankom og snart var der gang i pilene på alle banerne.

»Der blev hygget, snakket om grej og teknik og fortalt nærmere om hvad dartsporten har at byde på,« fortæller formanden for Dartklubben Potten, Bernd Nissen og tilføjer:

»Der er udfordringer til alle uanset hvilket niveau, man spiller på i Potten. Vi har hold der spiller med om DM-guld år efter år og vi har gennem de 40 år vores klub har eksisteret leveret mange spillere til det danske landshold, men vi har også hold i de lavere rækker, hvor niveauet måske ikke er helt det samme, men hvor der stadig spilles for at vinde hver gang. Det vigtigste er dog først og fremmest, at vi har et godt og hyggeligt miljø i klubben, hvor der er plads til alle. Det håber jeg vores gæster kunne fornemme i dag.«

20-30 lokale gæster og TV-indslag

I Dartklubben Potten er der altid kaffe på kanden og tid til en snak, men der kan også falde en spydig kommentar, hvis man sløser med træningen.

I løbet af dagen kiggede 20-30 gæster fra lokalområdet forbi og fik sig en god oplevelse med dartsporten.

TV2 Østjylland kiggede også forbi, filmede og interviewede gæster.

Potten tæller aktuelt 45 medlemmer. Klubben blev startet i Sorring i 1984 og flyttede til Låsby i 2015. Man har til huse i lokaler på Niels Bohrs Vej 4.

Potten er både blandt landets ældste og mest vindende med  bl.a. 11 DM-titler for klubhold.

»Er man ung og ambitiøs, så er det virkelig en sport, hvor der er muligheder for at nå langt,« lyder det fristende fra formand Bernd Nissen rettet mod potentielt nye spillere i lokalområdet.

Læs Galten Folkeblad 12. februar 2025

Del på
Meny Låsby

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block