Stor interesse for Arkivernes Dag i Galten

Image
Det store publikum fulgte opmærksomt med ved præsentationen af Annales nr. 35.

Ikke færre end 110 støtteforenings-medlemmer og andre tilhørere var mødt op til arrangementet i Biblioteket og Galten Lokalarkiv i forbindelse med Arkivernes Dag.

Først præsenteredes det nye årsskrift, Annales 35, med korte omtaler af artiklerne.

Udgivelsen indeholder som sædvanligt cirka 10 artikler fra lokalområdet på de 112 sider.

Blandt emnerne er bl.a. en række erindringsartikler fra Skovby, Galten, Skjørring og Høver, en om Galtens forbindelser til Øm Kloster i Middelalderen, en om en ”rundtur” i Herskind, hvor der bl.a. fortælles om udviklingen i byen i årene, før udstykningen begyndte i tresserne samt om Niels Porse fra Porskjær, der i en række år havde en fremtrædende position i de danske mejeriorganisationer. Til sidst fortælles om, hvad der var nyt i Galten for 10 år siden, i 2015.

I arbejdstøjet

Programmet fortsatte med et billedforedrag ved arkivlederen om nogle af arkivets ældre og nyere ”arbejdsfotos”, hvor de fotograferede ikke som normalt havde taget ”stadstøjet” på, men gik i hverdagstøjet under en række forskellige arbejdsaktiviteter.

Efter en forfriskning med udlevering og salg af Annales sluttede arrangementet på trappen og i arkivet, hvor der var opsat en stor ny fotoudstilling vore landsbyers udvikling med før-og-nu-fotos af de mange forsvundne og nyopførte bygninger. Udstillingen vakte stor interesse og kan fortsat ses i den kommende tid.

Endelig var der fremlagt en række udarbejdede hjælpemidler i læsestuen, og medarbejderne besvarede spørgsmål både om materialer og hjælpemidler i arkivet og om slægtshistorie.

Annales 35 kan nu købes i arkivet og biblioteket (150 kr.) og frem til nytår desuden i brugserne i Galten, Herskind og Stjær samt Rema 1000 i Skovby.

Læs Galten Folkeblad 5. november 2025

Del på
Bio Huset

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block