
Ved sidste uges generalforsamling i Røde Kors Galten ved 35 frivillige tilmeldt til spisning på Den Brændende Kærlighed.
»Vi havde været så heldige at få næsten 6000 kroner øremærket til et socialt arrangement, som vi så lagde i sammenhæng med generalforsamlingen. En generalforsamling som blev afviklet i en meget positiv og god stemning,« siger Trine Frengler.
Hun blev genvalgt som formand for de næste to år. Der var også genvalg til yderligere to bestyrelsesmedlemmer og en suppleant.
»Kronen på værket var valg af to helt nye bestyrelsesmedlemmer, så bestyrelsen nu er på hele syv medlemmer. Yderligere en har efter generalforsamlingen meldt sig på banen. Skønt at kunne forene nye og gamle kræfter, til gavn for de mange frivillige og de mange aktiviteter vi laver både lokalt, nationalt og internationalt,« bemærker Trine Frengler.
Mange lokale aktiviteter
De lokale Røde Kors-aktiviteter tæller lige nu genbrugsbutikken på Søndergade med cirka 35 frivillige, som i 2024 havde en omsætning på godt 400.000 kroner. Ved generalforsamlingen kunne den nye butiksleder præsenteres.
Desuden omfatter Røde Kors en lokal besøgstjeneste. 20 besøgsvenner besøger cirka 25 ældre. Endvidere er lokalafdelingen involveret i søndagsunderholdning på Tjørnehaven 10 gange om året i samarbejde med Ældresagen, en sommerfest på Tjørnehaven i samarbejde med Ældresagen og aktivitetsrådet, foruden julehjælp hvor man i 2024 uddelte julehjælp til 24 familier. Læg dertil det lokale engagement i Røde Kors' landsindsamling.
»Alt sammen aktiviteter der drives af engagerede frivillige. Tak,« lyder det fra Trine Frengler.
Årsnåle og blomster til jubilarer
Igen år havde Røde Kors Galten mange jubilarer blandt de frivillige som ...
