Galtens U10 og U12-piger vandt guld ved Morsø Cup

Image
Galtens U10 og U12-piger vandt guld ved Morsø Cup
De stolte U12-guldvindere fra Galten FS. Forrest til venstre: Anna Bjørn Hansen, Mathilde Gram, Emma Gadegaard, Johanna Viftrup, Anne-Mette Haurbæk Nielsen, Amalie Hyldgaard, Ester Torp. Bagerst fra venstre træner Michael Jakobsen, Julie Lundqvist Overbye, Nanna Rønberg, Sara Nielsson, Sofie Jansen, Sasja Selde, Emma Jacobsen, Camilla Piekarski, Emma-Simone Schultz og træner Charlotte Bjørn Hansen
Syv hold fra Galten FS Håndbolds ungdomsafdeling deltog i påskestævnet Morsø Cup. U10 og U12-pigerne vendte begge hjem med guld om halsen.
Skærtorsdag var der godt gang i de to busser på vejen til Mors og samme liv og gode humør fortsatte efter indkvarteringen på Duelund Skolen i Nykøbing Mors.
Tidligt langfredag morgen drog U12-pigerne til Thy-hallerne i Thisted, hvor de indledende kampe skulle afvikles, og hvor U12- og U14-drengene også skulle spille deres kampe senere på dagen.
Det blev til to tabte og to vundne kampe til Galten FS U12-piger, som kvalificerede pigerne til B-slutspillet om lørdagen. Resten af dagen blev der skiftevist heppet på U12- og U14-drengene.
Lørdag skulle pigerne igen tidligt op, da deres første kamp i B-slutspillet allerede skulle spilles kl. 08.00  i JBM Arenaen. Der var fra starten lagt op til et spændende slutspil mod fire dygtige hold fra Odder Håndbold, Oddense-Otting U&GF, Team Spøttrup og HRH 74.
Første kamp mod Odder Håndbold var præget af en del nervøsitet og endte uafgjort 5-5. 
Til anden kamp mod Oddense-Otting havde Galten-pigerne fået spillet nervøsiteten af sig og Galten FS var spilstyrende fra starten af til slutresultatet 15-9 til Galten FS.
Lidt mere modstand fik pigerne dog i deres tredje kamp mod Team Spøttrup og det var først i den sidste halvdel af 2. halvleg at pigerne trak fra og viste deres store styrke til slutresultatet 7-4.
Vandt 15-2 i sidste kamp
I den sidste kamp var der lagt op til stor spænding, da Odder Håndbold og Galten FS havde samme antal point, så kampen skulle ikke bare vindes, men den skulle også vindes med så mange mål som muligt. Den opfordring tog pigerne op og med kombinationen af en fantastisk spillende målmand og hurtige opløb, hvor pigerne fuldstændig løb holdet fra HRH 74 over ende, kunne pigerne se sig som vindere af kampen med slutresultatet 15-2.
Den sidste kamp i slutspillet mellem Odder Håndbold og Oddense-Otting blev derfor fulgt med stor spænding. Holdet fra Odder Håndbold skulle vinde med mindst 20 mål for at tage guldet fra U12-pigerne fra Galten FS, men Odder tabte deres sidste kamp og stor jubel spredte sig blandt Galten-spillere og trænere. Guldet var hjemme.
Godt trætte og mættet på oplevelser vendte alle holdene fra Galten FS søndag eftermiddag hjem.
Skulle lokale U12-piger have lyst til at blive en del af ”GULD-pigerne” så sommertræner årgang 1998-1999 hver torsdag i Galten Hallen mellem kl. 16.30 og 18.00. 
- Vi kan altid bruge en ekstra ”GULD-pige”, lyder det fra holdet.
Også guld til U10-piger
Tilsvarende sluttede også Galtens U10-piger med guldmedaljer om halsen efter sejr i B-slutspillet.
U10-drenge spillede sig til en femteplads i A-slutspillet, mens såvel Galtens U14-piger som U14-drenge (førsteholdet) sluttede på syvendepladsen i A-slutspillet.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block