Fem lokale med hang til cykling i bjerge har været en del af cykel-eventet Cykelnerven, der i uge 23 og 24 var i Frankrig for at cykle nogle af de bjerge, der snart indgår i årets Tour de France.
Da cykeleventet sluttede blev der talt op, hvor mange penge, der var samlet ind, og det var med en kæmpe jubel at beløbet lød på 10,1 mio. kr.
Tallet er ikke endeligt, da der kommer indbetalinger i den kommende tid fra bl.a. sponsorer, der har tilkendegivet, at de vil indbetale beløb i forhold til de højdemeter, deltagerne har klaret.
I alt deltog mere end 350 ryttere, hvilket var årsagen til, at der blev kørt i to hold. De lokale var på bjergene i uge 24 – dog havde Gunni Østergaard fra Låsby fået muligheden for at deltage begge uger.
Der hersker ingen tvivl om, at det var en hård omgang med de lange og stejle bjerge. Der blev kørt cirka 400 km med omkring 9.000 højdemeter. Den sidste dag sluttede på Col de la Loze som når op i 2400 meters højde og har passager med stigningsprocenter på op til 20 procent. Det bjerg er afslutningen på Tour de France-etapen, der køres 19. juli. Det bliver et drama med fire bjerge, hvoraf Cykelnerven har kørt de tre.
Mødte prof-hold
På Cormet de Roselend, som blev kørt dagen forinden, blev hold 2 overrasket af, at det professionelle cykelhold Jumbo Visma trillede ind på bjerget sammen med Cykelnerven. Med var sidste års vinder af TdF Jonas Vingegaard.
»Selvfølgelig er det en tilsnigelse at påstå, at vi har trænet med den danske verdensstjerne, men stort var det,« lyder det fra de lokale cykelmotionister som tilføjer:
»Det var 10. gang, at Cykelnerven blev afviklet – så de 10 mio. er jo et passende beløb. Cykelnerven er, at man gør noget godt for andre, mens man gør noget godt for sig selv – og vi gør det sammen. Det er unikt at opleve et stort indsamlingsresultat i et fantastisk fællesskab og med fysiske udfordringer. Og ja, det gør ondt at komme op til toppen, men vi har selv valgt smerten – det har de scleroseramte ikke.«
Gennem årene har Cykelnerven nu rundet de 50 mio. kr til forskning i en sygdom, som næsten 19.000 lever med i Danmark. I forhold til indbyggertal er det langt mere end i lande, vi sammenligner os med – og i gennemsnit kommer to nye til dagligt. Hvorfor?
Et af to Sclerosehospitaler ligger i Ry. Her kommer patienter på ophold to eller tre uger for træning og vejledning. Det drejer sig om at komme til at leve bedst muligt med sygdommen. Hertil kommer også en opgave med at hjælpe pårørende til patienterne.
Gennem det sidste år har Gunni Østergaard besøgt hvert hold på hospitalet, for at fortælle om Cykelnerven og det arbejde der gøres for at skaffe midler til den forskning, der med tiden skulle betyde, at patienterne kan blive helbredt – det er drømmen.