Da listeria-smitte lukkede Klank Mejeri

Image
Klank Andelsmejeri, luftfoto af Sylvest Jensen, 1953.

I det meste af 2020 har Corona-smitten præget samfundet. En smitte af en anden type var i 1989 medvirkende til, at en stor Galten-virksomhed måtte dreje nøglen om, nemlig Klank Andelsmejeri på Århusvej 201. Det og resten af egnens mejerihistorie beskrev Galten Lokalarkiv i en artikel i Annales 26 i 2016.

Hvordan forløbet omkring listeria-smitten førte til lukningen af det sidste af en gang adskillige mejerier på Galten-egnen, indgår i dette uddrag af artiklen fra Annales 2016:

De tidligere mejerier i Galten kommune

Landets første andelsmejeri blev opført i Hjedding ved Varde i 1882. Men det fik hurtigt efterfølgere. Allerede året efter kom det første andelsmejeri på Galtenegnen. Det var andelsmejeriet Højdal på Voldbyvej i Sjelle.

Hvor mange andelshavere, der var fra starten, ved vi ikke. Ti år senere var der ikke mindre end 139 leverandører fra gårde i Skjørring, Sjelle, Sjelle og Herskind Hede og Herskind. Og flere kom til, så mejeriet i 1905 måtte deles og en filial blev oprettet i Skovby Nord nær Hammelbanens station (Præstbrovej 53).

Både Skovby Nord-mejeriet og Højdal var i øvrigt i årene 1905-30 bortforpagtet til De Forenede Mejerier i Århus, hvortil de leverede konsummælk, men fortsatte derefter igen som selvstændige andelsmejerier indtil henholdsvis 1950/1952 og 1960.

Længere mod syd kom Skovlund Andelsmejeri på hjørnet af Skovlundvej og Århusvej til i 1886 med leverandører fra især Skovby og Storring, og året efter blev der også i Stjær opført et andelsmejeri, der fik navnet Stjernholm.

Endelig blev det sidste ”hjørne” dækket i 1894, da man på Silkeborgvej i Galten byggede Marienlund Andelsmejeri. Dens leverandører kom især fra Klank, Galten, Høver, Nørre Vissing, Galten Mark og Rohde.

Marienlund var ligesom Skovlund i drift indtil 1951, idet det var de to, der et par år i forvejen begyndte at forberede den sammenlægning, der resulterede i oprettelsen af Andelsmejeriet Klank på Århusvej 201. Stjernholm fortsatte som selvstændig helt til 1969, hvor den blev en del af Centralmejeriet i Århus.

Andelsmejeriet Klank

Den 19. marts 1949 var der orienterende generalforsamling vedrørende fusionen af Skovlund og Marienlund mejerier. Nøjagtig to måneder senere fandt den stiftende generalforsamling sted, hvor man valgte Holger Birk som mejeriets første formand. Han var i øvrigt formand i de næste mange år. Den nærmere planlægning af mejeriet på Klank tog cirka halvandet år, og den 19. marts 1951 modtog man på Århusvej 201 den første leverance til af mælk til en prøvekørsel af faciliteterne på Klank. Efter at de gamle mejerier havde modtaget de sidste leverancer den 31. marts 1951, blev Skovlund og Marienlund mejerier lukket ned og bygningerne solgt.

Af ”Medlemsfortegnelse for A/M Klank, stiftet den 1. oktober 1949” fremgår det, at der fra starten var 235 medlemmer fra et område, som dækkede Galten, Høver, Rohde, Nr. Vissing, Lillering, Storring, Klank, Låsby Mark og Skjørring.

I takt med fusionering med andre mejerier, eller ønske fra leverandørgrupper fra nedlagte mejerier kom der nye medlemmer til fra disse, og Klank Mejeris område blev støt udvidet. I det første tiår kom således leverandører fra de nedlagte mejerier i Sjelle (Højdal, 1950), Harlev (Mosevang, 1954) og Skovby Nord (1960) til, ligesom der blev ført forhandlinger om tilslutning fra leverandører fra mejerierne i Hårby og Lading (dog tilsyneladende uden resultat).

I 1960’erne voksede medlemskredsen med nogle af leverandørerne fra Høgholm Mejeri i Farre (1961) og Horskilde Mejeri i Dallerup (1964), hele Virring Mejeri blev i 1965 opkøbt, og ved nedlæggelsen i 1969 af Stjernholm Mejeri i Stjær overgik dets leverandører til Klank. Endelig overtog Klank i 1984 Korsholm Mejeri i Låsby.

Den første leder af mejeriet blev Svend Ingemann Christensen, der hidtil havde været mejeribestyrer på Marienlund Mejeri. Christensen gik på pension i 1981. Han blev efterfulgt som bestyrer af Bent Bentzen, som havde været der næsten siden han var lærling. Bent Bentzen var ...

Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 6. januar 2021

Del på
SuperBrugsen Galten

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block