Din fremtid kan læses i en kaffekop

I juli var 20-årige Charlotte fra Galten på ungdomscamp i Istanbul, udsendt af Lions Club Galten Skovby. Her beretter hun om oplevelserne.

Af Charlotte Clemens Jørgensen
Din fremtid kan læses i en kaffekop ... I hvert fald hvis man kigger ihærdigt nok efter. Havde jeg bare vidst dette, da jeg for næsten et år siden sendte min ansøgning af sted i håb om at komme i betragtning til Lions Clubs udvekslingsophold. 
Det var både med nervøsitet, men også en vis nysgerrighed at jeg mødtes med Kim Kusk Mortensen fra Lions Club Galten-Skovby til en samtale, hvor jeg lærte lidt om klubben og om turen. 
Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at hvis det var muligt, ville jeg gerne sendes et sted hen, jeg ikke før havde oplevet. 
Et par uger senere modtog jeg så beskeden om at der var en ledig plads til mig på en camp i Istanbul. Herefter var det bare at vente og se frem til at tilbringe tre uger af min sommer der. Først en uge hos en værtsfamilie og derefter 12 dage på en camp med 16 andre unge fra hele verden. 
Disse uger skulle vise sig at være nogle af de bedste jeg hidtil har oplevet, noget jeg hverken har kunnet finde ud af ved hjælp af en kaffekop eller noget andet. Det er noget der skal opleves. 
Kan de overhovedet li' mig?
Juli og turen nærmede sig med hastige skridt, men med hovedet begravet i skolen og tankerne fortabt i læseferie og studenterræs var der i virkeligheden ikke megen tid til bekymringer. Det blev alligevel den 8. juli, og min kuffert stod pakket og klar, og i løbet af de sidste dage inden afrejsen havde  tvivlsspørgsmålene også begyndt at melde sig. Gad vide hvem der egentlig står der når jeg lander i lufthavnen?" og Kan de overhovedet lide mig?"
Jeg blev med et revet ud af studentertiden og den livsbekræftende men også angstprovokerende frihed der følger med en begivenhed som det at blive student. Jeg stod ansigt til ansigt med den frihed som så mange har fortalt mig om, og nu var det op til mig selv at få det bedste ud af den. 
Og der stod jeg så, i Billund lufthavn klokken fire om morgenen, klar til på en og samme tid at erobre verden, men også klar til at vende om og løbe direkte tilbage i den tryghed jeg var vant til at kunne finde i mine forældres favn. 
Men jeg bed trætheden og utrygheden i mig. For som min far ofte har fortalt mig, så skal man nogle gange tænke fuck min højdeskræk"og bare springe ud i tingene, også selvom det virker uoverskueligt og skræmmende. Så det gjorde jeg, bed tænderne sammen, holdt tårerne tilbage og bevægede mig hen imod lufthavnens security-område.
Mødt med åbne arme
Den første uge af min tur boede jeg hos familien Güner, bestående af far Mustafa, mor Melahat og tvillingesøstrene Damla og Çağla. De bor i en lejlighed i den del af Istanbul som ligger på den asiatiske side af Bosporusstrædet. 
Mit møde med familien var både nervepirrende og betryggende. De to søstre, som jeg på forhånd havde skrevet en smule med, kom løbende mod mig med kæmpe smil og åbne arme da de fik øje på mig i afhentningshallen. De førte mig hen til deres far, en fantastisk rar mand med et smil og en varm latter som mindede mig om min morfars. 
Det eneste problem var, at hverken han eller min værtsmor kunne tale engelsk, hvilket satte søstrene på en større opgave. På trods af sprogbarrieren fik vi hurtigt gang i samtalen, og på vej hjem til deres lejlighed fik de introduceret mig lidt til den trafikkultur, som på mange måder er helt anderledes end den vi har her i Danmark, men som man vænner sig overraskende hurtigt til. 
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 21. august 2018