Fra skakbrikker til Galtgrise – en kunstguide

Image
Med en ny guide i hånden kan man gå veloplyst på vandring rundt til de i alt 32 værker i Galten.

Et nyt, flot og informativt katalog fortæller om de mange skulpturer og anden kunst, som man kan opleve i Galten – Skovby.

Arbejdsgruppen bag SkulpturBy Galten har med hjælp fra sponsorer netop udgivet et meget flot katalog, der i ord og billeder fortæller om de utrolig mange værker, som står i det offentlige rum.

Mange af værkerne  er ejet af lokale virksomheder, nogle af værkerne står i forbindelse med offentlige institutioner f.eks. Tjørnehaven og biblioteket og andre står på pladser og stræder. Fælles for dem alle er, at det er muligt at opleve værkerne i det fri.

»Når vi har afviklet SkulpturBy udstillingerne, senest i 2021, har vi udarbejdet et lignende katalog, som fortæller om de værker, der er udstillet i perioden maj-oktober. Men fortællingen om de mange værker, der efterhånden står her permanent, har været savnet,« fortæller Tove Severinsen fra arbejdsgruppen.

»Vi er fra flere sider blevet opfordret til at udarbejde kataloget over de permanente værker. Den opfordring tog vi op og resultatet er nu på gaden. Kataloget er gratis og kan afhentes på bibliotekerne og i Bio Huset.«

32 værker i byen

Kataloget er udarbejdet i samarbejde med grafiker Bettina Kvistgaard som er bosiddende i Skovby.

Formand for kulturen i Skanderborg kommune Tage Nielsen skriver bl.a. i kataloget;

»Galten er blevet kendt som skulpturbyen. Det tales der om rigtig mange steder. Og rigtig mange mennesker kommer hertil for netop at se skulpturerne. Der står nu permanent 32 værker rundt om i byen. Det er bl.a. et resultat af de skulptur-by udstillinger der har været her siden 2017. Men også et resultat af virksomheders, foreningers og institutioners interesse for og bidrag til kunsten og skulpturerne i Galten. Det har stor betydning for byens identitet og også betydning for de mange der kommer til byen for at se dem.«

Arbejdsgruppen sender en stor tak til sponsorerne: Velux Fonden, AVK, Sparekassen Danmark og Bio Huset hvis støtte har gjort det muligt at få trykt det flotte katalog.

»Lige nu nyder vi alle det skønne forårsvejr, og en vandretur i lokalområdet kan kombineres med en vandretur mellem kunstværkerne og nu med et informativt katalog i hånden,« siger Tove Severinsen.

Kataloget kan også hentes som PDF-fil på Bio Husets hjemmeside. Det er også muligt at scanne QR-koden og læse om værkerne på telefonen.

Læs Galten Folkeblad 18. maj 2022

Del på
Berger Optik

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block