Galten Byfest på lavt blus

Image

Galten Byfest har opsagt kontrakter med hovednavne for at minimere økonomisk risiko for Galten FS.

Bliver der byfest i Galten i år? Udvalget for Byfest Galten-Skovby følger, ligesom alle andre, udviklingen under Corona-krisen tæt.

Endnu står det ikke klart om myndighedernes forbud er helt eller delvist hævet til Kr. Himmelfart, hvor Byfesten afholdes (20.-23. maj), men udvalget holder sig klar til at trække i arbejdstøjet, hvis det overhovedet bliver muligt at gennemføre den traditionsrig begivenhed i Galten-Skovby.

»I år har vi jo 50-års jubilæum som en del af Galten FS og det vil vi meget gerne fejre med alle vores trofaste gæster og samarbejdspartnere fra byen. Som situationen er og usikkerhederne taget i betragtning, ser vi os desværre nødsaget til at ændre formen på årets udgave af Byfesten, så den afkortes og dermed ikke får helt det samme omfang, som vi oprindeligt havde planlagt,« siger byfestformand Søren Riis.

»Det giver os muligheden for ikke at aflyse helt, på nuværende tidspunkt, men blot ændre set uppet. For udvalget handler det selvfølgelig også om økonomien for Byfesten og i sidste ende for GFS. Vi risikerer, at stå med et stort underskud og en regning til afdelingerne og de aktive i GFS.«

Kontrakter med Medina m.fl. er opsagt

Derfor har man valgt, at opsige kontrakten med hovednavnene Medina, Peter AG og pigerne fra Tøsedrengene, der alle skulle have optrådt til jubilæumsfesten lørdag aften.

»Hvis myndighederne åbner op for mere normale tilstande, kan vi med meget kort varsel, stadigt stable en god Byfest på benene i Kr. Himmelfartsferien. Hold fast i datoen lidt endnu, og så håber vi på, at vi kan fejre vores genvundne frihed, med et brag af en Byfest,« lyder det fra Søren Riis.

Hvis du allerede har købt billet til jubilæumsfesten vil du automatisk få dine penge tilbage i løbet af et par dage.

Byfestudvalget opfordrer fortsat alle til at melde sig som frivillige til byfesten, så man er helt klar, hvis muligheden for at feste sammen igen viser sig.

Læs Galten Folkeblad 1. april 2020

Del på
Skanderborg rygestop

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block