I torsdags holdt Skanderborg Byråd et digitalt borgermøde angående et nyt planlagt boligområde i Galten syd og vest for Horsegård på Skjørringvej i den vestlige del af den oprindelige Galten by. På arealet har engang ligget en af byens ældste gårde, Galten Søgård, som dog senere er flyttet lidt længere mod vest til Låsbyvej 21.
Om gårdens omskiftende og spændende historie skrev Ernst Johansen i 2015 en artikel i Annales 25, hvorfra der her bringes et uddrag. Heri berettes om fire af de mere usædvanlige af dens mange ejere gennem de seneste 400 år:
Galten Søgård var en af de fire gårde, som fra gammel tid havde været ejet og handlet mellem de skiftende ejere. De var selvejere i modsætning til de øvrige gårdbeboere, der var fæstebønder.
I byen var der tre fæstegårde, og disse var alle delt i to fæstemål. Ved Øm klosters nedlæggelse var de overgået herfra til Skanderborg len/amt. Udover de tre var der en anneksgård, som tilhørte præstekaldet i Storring. Også den var beboet af en fæstebonde.
De tre af selvejergårdene lå tæt sammen på nordsiden af bygaden og tæt ud til denne. Over for kirken Storgård, så fulgte mod øst Nørregård og Galtengård.
Den fjerde selvejergård, Søgård, var derimod placeret helt for sig selv i den vestlige udkant af byen. Det er den, vi her skal beskæftige os med, fordi vi kender en smule mere til nogle af dem, som i tidens løb har ejet den og boet her (...)
Den hæmningsløse herredsfoged
Køberen i 1706, Claus Jessen, var en ”fornem” person, idet han beklædte embedet som herredsfoged (politimyndighed og dommer i samme person) over Framlev og Gjern herreder. Han var kommet til byen allerede i 1695 og må på det tidspunkt have været en ret ung mand. Det vides nemlig, at han først døde i 1740.
Hans fortid fortaber sig helt i det dunkle, men han må have haft en juridisk uddannelse og desuden gode forbindelser, måske endda i selve statsadministrationen, for på det tidspunkt havde den enevældige kongemagt overtaget udnævnelsen af herredsfogeder.
Da han i 1695 slog sig ned i Galten, var han helt ukendt for landsbyens beboere, og der har sikkert været en del benovelse over at få en kongelig udnævnt ordenshåndhæver til byen, men der gik ikke lang tid, før de fandt ud af, at den nye lovens håndhæver var den første til at bryde alle regler.
Han flyttede tingets mødesteder efter eget forgodtbefindende. Jævnligt overlod han dommerhvervet til en person, som hverken kunne læse eller skrive, og han gik, så vidt vides, ikke af vejen for at modtage bestikkelse.
Respekten for en herredsfoged med en herremandsagtig attitude var snart helt på nulpunktet og erstattet af en vis frygt for at udsætte sig for hans vrede. Han var udstyret med et temperament, som blussede op ved den mindste anledning, og specielt når han fik lidt for meget at drikke, kunne han blive helt ustyrlig. I flere tilfælde trak han sin kårde og stak ud efter medgæster ved fugtige sammenkomster med andre øvrighedspersoner i området.
I 1708 var der indløbet så mange klager over Claus Jessens embedsførelse, at amtmanden ikke længere kunne overhøre dem. Han lagde sag an mod Claus Jessen ved hans eget herredsting. Han blev naturligvis suspenderet under sagens gang og erstattet af en konstitueret dommer.
Der udspandt sig en meget vidtløftig sag med snesevis af vidneførsler. Undervejs dukkede en mængde klager af mere lokal karakter op. Bymændene kunne berette om trusler, slag og slagsmål på åben gade, men mest fortørnelse havde hans respektløse overgreb på kirke og kirkegård vakt.
Deres beretninger omfattede kvæg, der græssede på kirkegården, ligsten, der blev fjernet og anvendt på Claus Jessens gård, en port til våbenhuset, som han også fandt anvendelse for hjemme hos sig selv og endelig, at han havde brugt kirketårnet som lade.
I 1710 faldt der endelig dom i sagen. Claus Jessen blev fradømt herredsfogedembedet og skulle desuden betale 250 rdl. i omkostninger. Sagen var så usædvanlig, at den måtte endelig stadfæstes ved højesteret.
Men Claus Jessen var stadig ejer af Søgård, og forholdet til befolkningen var sikkert ikke blevet forbedret af retssagen. Men allerede i 1711 indløb en ny stævning. Denne gang var det fra tolderen i Horsens, som krævede tilbagebetaling af et lån på ikke mindre end 850 rdl. Claus Jessen vedgik gælden, men det var et så vældigt beløb, at han ikke havde mulighed for at udrede det. Han var nødsaget til at sætte gården med alt, hvad der hørte til den, på auktion.
Til alt held for beboerne meldte der sig hurtigt en seriøs køber, og beboerne kunne endelig ånde lettet op ved tyrannens afrejse (…)
Det fromme ægtepar
Da Claus Jessen nødtvunget måtte sætte Søgård til salg, vakte det nogen opsigt, at det var en ukendt kvinde på 36 år, Margrethe Arnkiel, der meldte sig som køber.
Dengang kunne kvinder ikke på egen hånd foretage økonomiske transaktioner. De var så at sige umyndige og måtte stille med en mandsperson som lavværge (formynder). At Margrethe kunne stille med selve den magtfulde regimentsskriver Rasmus Holmer fra Dallerup, har sikkert beroliget mange. Hun måtte have forbindelse til det højere embedslag i amtet.
Hvad en så forholdsvis ung kvinde ville med at købe en gård, kom der snart en forklaring på. Kun en måned senere blev hun ”i sin egen stue” viet til den 42-årige Bartram Buchwald, kongelig udnævnt skov- og jagtsessionsskriver for Jylland ...
