Det tredelte projekt ”Harlev – Fællesskabets by” går nu ind i anden fase.
I november tog lokale ildsjæle initiativ til en fælles udvikling af Harlev og omegn med fokus på gode lokale initiativer og sunde fællesskaber, kendt som ”Harlev – Fællesskabets by”.
Fællesskaber, eksisterende som nye, der med lokalbefolkningens ideer og indsats kan styrkes og udvikles på tværs af Harlev og omegn, var temaet for det første af tre del-arrangementer.
Der var stor ros fra facilitator Marlene Bjerre, DGI til 8462 for at møde talstærkt op til arrangementet. Her deltog cirka 55 fremmødte meget aktivt i den fællesskabende proces.
»Formålet var at få en fælles struktureret proces omkring udvikling af eksisterende og nye fællesskaber, som ikke kun fokuserer på idrætsaktiviteter, og jeg er meget imponeret over den energi og iderigdom, som var tilstede på mødet,« siger Marlene Bjerre.
»DGI udspringer som bekendt af idrætten, men vores oplevelse er, at flere omstændigheder, motiver og synergier ofte har direkte paralleller til andre sociale fællesskaber, hvorfor det i høj grad er de samme dynamikker, der er gældende.«
Den gode velkomst
På den første seance - onsdag d. 23. november - blev således idégeneret og snakket, og resultatet blev en ”bruttoliste” af gode, mulige initiativer til nye fællesskaber eller udvikling af eksisterende.
Ligeledes præsenterede DGI elementer af ”Den gode velkomst”, hvilket bl.a. omfatter venlig imødekommenhed, opmærksomhed og nysgerrighed på hinanden med henblik på relationsopbygning og dermed et tilhørsforhold i fællesskabet. Hertil blev givet gode tips og tricks fra DGI til den personlige værktøjskasse.
Anden del af forløbet ”Harlev – Fællesskabets by” arbejder videre med bruttolisten af ideer fra del 1, og sætter fokus på ”Motivation og Trivsel i fællesskabet”.
Del 2 afvikles tirsdag d. 31. januar kl. 19-21.30 og vil bidrage til indsigt i hvilke faktorer, der er af betydning for den enkelte og for fællesskabet. Del 2 er for alle der aktivt er eller gerne vil engagere sig i praktikken og de nære relationer, som også følger med fællesskaber. Det er ikke en forudsætning at have deltaget i del 1, ligesom der ikke er behov for erfaring eller ”særlige” kompetencer. Lysten til at gøre noget for andre sammen med andre, er nok.
Afslutning i februar
Harlev Fællesskabets by er et forløb i tre dele. Bag initiativet står Harlev Fællesråd, Harlev Idrætsklub, Harlev Erhvervsforening, Harlev-Framlev Grundejerforening, Harlev Idræts- og Kulturcenter, FællesSkaberne og Folkehuset Næshøj, Harlev dagtilbud, Næshøjskolen og DGI.
Den tredje og sidste seance - den 27. februar er en opsamling på tidligere forløb med henblik på evaluering og konkret initiering af mulige nye initiativer og tiltag. Den sidste del er især for dem der aktivt gerne vil engagere sig i praktikken med styrkelse og udvikling af eksisterende og nye fællesskaber i Harlev og omegn.
Stor opbakning og nye tiltag
Arbejdsgruppen bag arrangementerne er Egon Leegaard, Merethe Jelsbak Raundahl, Karen Tinggaard, Jacob Damgaard, som på forskellig vis er frivilligt engageret i fællesrådet, Harlev Idrætsklub, Harlev idræts- & Kulturcenter og FællesSkaberne. De er glade for de mange fremmødte på del 1 og håber på et mindst lige så stort fremmøde på del 2.
»Vi har arbejdet med de mange input fra del 1, og glæder os til næste seance. Samtidigt er vi stolte over, at der allerede er igangsat konkrete initiativer i forlængelse af del 1,« siger Karen Tinggaard og forklarer:
»Vi har etableret et kort over fællesskaber og faciliteter, som kan findes på byens app ”Harlev App’en”, og lige nu arbejdes med etablering af livestreaming af events fra Aarhus Universitet til Cafeen i Harlev Idræts- og Kulturcenter. Livestreaming kommer i foråret 2023 og er et initiativ til kulturel og social aktivitet, som udspringer direkte fra dialogen fra del 1.«
Af praktiske årsager er tilmelding til del 2 ønskeligt. Det kan ske via Harlev Idræts- og Kulturcenters facebookside eller www.hiogk.dk