Blokfløjtevirtuosen Michala Petri og guitaristen Lars Hannibal kan opleves i Framlev kirke 8. september kl. 19.30.
I februar i år modtog blokfløjtenisten Michala Petri DR's P2 pris. I begrundelsen skrev DR bl.a.:
»Michala Petri er et fænomen i dansk musikliv. Som blokfløjtevirtuos har hun i snart et halvt århundrede udforsket blokfløjtens natur. Med utrættelig energi har hun stillet sig i spidsen for en udvikling af instrumentets repertoire – fra musik inspireret af oprindelige musik i det fjerne østen til helt ny klassisk musik.«
Ved koncerten i Framlev kirke spiller Petri sammen med sin mangeårige muskalske kompagnon Lars Hannibil (guitar).
Arrangør Knud Haahr Bagger fortæller, at programmet vil indeholde musik fra forskellige perioder, med specielt fokus på folkemusikkens inspiration for den klassiske musik.
»Undervejs vil Michala berette om musikken og guider publikum igennem koncerten, hun er en fantastisk formidler både i ord og toner,« konstaterer Knud Haahr Bagger.
Der venter en stor oplevelse og der er tilmed fri éntre, men da der kun er plads til ca. 200 i kirken er det tilrådeligt at være i god tid. Det er først til mølle og der kan ikke reserveres billetter på forhånd.
Læs Galten Folkeblad 27. august 2019