Image
I et lokale på Skovbyskolen mødtes flygtninge i lokalområdet forleden til fællesspisning/julefrokost sammen med de frivillige i Flygtninge Frivillig Gruppen i Galten.
Der var hygge på tværs af generationer, folkeslag, religioner og sprog, da flygtninge forleden mødtes til fællesspisning med Flygtninge Frivillig Gruppen i Galten.
»Der var hygge. Nærvær. Forståelse. Samhørighed. Taknemmelighed. Der var så meget sjov og grin,« lyder det fra Anette Kristensen, en af de nytilkomne frivillige i det lokale netværk. Reaktionen lyder efter det første møde med nogle af de lokale flygtninge.
»Det har været en hel fantastisk oplevelse. Der er blevet grinet, pjattet og snakket. På såvel jysk som kurdisk. Der har ingen sprogbarrierer været, for vi var der jo af samme grund. Vi ville gerne være sammen og knytte nye/tættere bånd,« siger Anette Kristensen og tilføjer:
»Jeg sad ved siden af en ung fyr. Han har kun været her i godt to år. Hans dansk er fantastisk. Vi snakkede flygtninge og integration. Han var taknemmelig for at være blevet modtaget så godt i Galten i sin tid. Han sagde, at den omsorg og hjælp, han havde fået i starten, havde været helt fantastisk. Det var jo dejligt at høre, og som ny i gruppen glæder jeg mig til at komme i gang og forhåbentlig få den ære at være med til at gøre livet værd at leve igen for en flygtning.«
Gruppen mødtes på Skovbyskolen, og deltagerne havde hver især, i bedste danske stil, lidt mad med til fællesbordet.
Usædvanligt julefrokostbord
Det gav smagsløgene mulighed for at mæske sig i andre lækkerier end sild og karrysalat. Alligevel kom "den danske jul" til at udgøre en rød tråd.
»Vi fortalte om de danske juletraditioner. Vi spillede pakkeleg, så pakkerne nærmest fløj gennem luften. Vi sang danske julesalmer, og med Luciadag lige om hjørnet skulle den selvfølgelig også med. Vi sang Nu er det jul igen, mens vi dansede rundt om bordene og ud på gangene. Der var gaver til børnene. Der var knas og konfekt.
Kort sagt, der var alt det, der skal til for at gøre en aften uforglemmelig. Jeg glemmer den aldrig. Min første aften som frivillig. Jeg glæder mig til det arbejde, der venter forude. Til alle de nye venskaber, jeg forhåbentlig kommer til at knytte,« konstaterer Anette Kristensen.
Del på
»Der var hygge. Nærvær. Forståelse. Samhørighed. Taknemmelighed. Der var så meget sjov og grin,« lyder det fra Anette Kristensen, en af de nytilkomne frivillige i det lokale netværk. Reaktionen lyder efter det første møde med nogle af de lokale flygtninge.
»Det har været en hel fantastisk oplevelse. Der er blevet grinet, pjattet og snakket. På såvel jysk som kurdisk. Der har ingen sprogbarrierer været, for vi var der jo af samme grund. Vi ville gerne være sammen og knytte nye/tættere bånd,« siger Anette Kristensen og tilføjer:
»Jeg sad ved siden af en ung fyr. Han har kun været her i godt to år. Hans dansk er fantastisk. Vi snakkede flygtninge og integration. Han var taknemmelig for at være blevet modtaget så godt i Galten i sin tid. Han sagde, at den omsorg og hjælp, han havde fået i starten, havde været helt fantastisk. Det var jo dejligt at høre, og som ny i gruppen glæder jeg mig til at komme i gang og forhåbentlig få den ære at være med til at gøre livet værd at leve igen for en flygtning.«
Gruppen mødtes på Skovbyskolen, og deltagerne havde hver især, i bedste danske stil, lidt mad med til fællesbordet.
Usædvanligt julefrokostbord
Det gav smagsløgene mulighed for at mæske sig i andre lækkerier end sild og karrysalat. Alligevel kom "den danske jul" til at udgøre en rød tråd.
»Vi fortalte om de danske juletraditioner. Vi spillede pakkeleg, så pakkerne nærmest fløj gennem luften. Vi sang danske julesalmer, og med Luciadag lige om hjørnet skulle den selvfølgelig også med. Vi sang Nu er det jul igen, mens vi dansede rundt om bordene og ud på gangene. Der var gaver til børnene. Der var knas og konfekt.
Kort sagt, der var alt det, der skal til for at gøre en aften uforglemmelig. Jeg glemmer den aldrig. Min første aften som frivillig. Jeg glæder mig til det arbejde, der venter forude. Til alle de nye venskaber, jeg forhåbentlig kommer til at knytte,« konstaterer Anette Kristensen.
