Låsby-spillere er favoritter ved Danmarks største dart-event

Image
Låsby-spillere  er favoritter ved  Danmarks største  dart-event
Dartklubben Pottens ubetinget mest prominente spiller, Per Laursen, er p.t. at finde på fjerdepladsen inden tredje indledende runde Top Gun-turneringen.
Hele syv spillere fra dartklubben Potten i Låsby har kvalificeret sig til at deltage blandt landets 32 bedste dartspillere. 
Når tredje runde i Danmarks største dart-event, Top Gun, afvikles på lørdag d. 24. juni i Vejle er Dartklubben Potten fra Låsby stærkt repræsenteret med hele syv spillere
Top Gun er en ny turnering, arrangeret af Dansk Dart Union, med en ambition om at samle landets absolut bedste dartspillere til en konkurrence om hæderen og dansk darthistories største præmiepulje på lige knap 100.000 kr. 
Blot 32 spillere er tilladt tilmelding. Af disse kommer de syv altså fra Potten, der op til denne sæson er rykket fra Sorring til lokaler beliggende på Niels Bohrs Vej i Låsby.
Top Gun-turneringen bliver i første omgang spillet over fem indledende runder inden finalerunden lørdag d. 18. november. 
Inden 3. runde d. 24. juni, toppes Top Gun-ranglisten af den nyligt landsholdsudtagne Potten-spiller, Lars Helsinghof, mens klubbens ubetinget mest prominente spiller, Per Laursen, i øjeblikket er at finde på fjerdepladsen. 
Ambitionen for spillerne er dog blot at ende indenfor ranglistens top 6, efter de fem indledende runder, da disse pladser giver direkte kvalifikation til finalestævnet, hvortil der i øvrigt uddeles to wildcards - placeringer som flere af Sorring-klubbens øvrige topspillere fortsat er med i kampen om, heriblandt Mogens Christensen og Niels Heinsøe.
Suveræne danske mestre
Potten Dartklub har op til den nye sæson i øvrigt forstærket det i forvejen suveræne mandskab, som for nyligt vandt det danske mesterskab for klubhold, med den individuelle Danmarksmester fra 2015, Frank Andreasen, som ligeledes vil deltage ved Top Gun-stævnet i Vejle som repræsentant for Potten.
Der er gratis entré for alle interesserede, når Danmarks 32 bedste dartspillere kæmper om den eftertragtede titel.
De indledende runder starter på gulvet i Søndermarkshallen, Vejle kl. 16.00. Kvartfinaler og de afgørende kampe spilles på hallens scene fra kl. 18.30.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block