Østjysk Bakkeløb for 11. gang

Image
I fjor var der deltagerrekord med lidt over 500 deltagere i Det Østjyske Bakkeløb - fra børnefamilier til hardcore motionister.

Onsdag d. 14. august kl. 18.00 afvikles Det Østjyske Bakkeløb for 11. gang – med start og mål i Harlev.

August måned er en af årets bedste cykelløbs-måneder. Derfor er Det Østjyske Bakkeløb med udgangspunkt i Harlev også placeret i denne måned.

Det Østjyske Bakkeløb (DØB) er efterhånden blevet bredt kendt som et rigtig godt cykelløb.

Det køres i det bakkerige område vest for Aarhus med Harlev som udgangspunkt.

»Løbet er i år blevet udvidet for de to længste ruters vedkommende. Rute A til 63 km og rute B til 35 km. Dette er sket ved at inddrage endnu et bakkeområde (Dybdal – Mesing Skov) i de to ruter,« fortæller primus motor for løbet gennem årene, Kaj Sommer.

Dermed er rute A oppe på seks krævende stigninger og rute B på tre af samme.

»Disse stigninger plus andre bakker gør DØB til et af de mest spændende og krævende cykelløb i Østjylland,« pointerer Kaj Sommer.

Støttet med 375.000 kr.

Da Harlev Idrætsklub for 11 år siden besluttede at starte DØB var det med baggrund i at medvirke til HIK's planer om at udvide de indendørs idræts- og kulturfaciliteter i Harlev med en supplerende multihal til Næshøjhallen – en udvidelse, som i mange år har været stærkt savnet, og som nu er ved at gå ind i sidste fase.

»DØB har medvirket godt i disse år, idet overskuddet fra de hidtidige 10 løb udgør i alt 375.000 kroner, og vi håber naturligvis, at vi her i 2019 kan lægge endnu et pænt beløb hertil,« siger Kaj Sommer.

Mange frivillige

Arrangementet kræver mange kræfter, både planlægningsmæssigt og praktisk.

Der skal indhentes tilladelser hos politi og kommuner, træffes aftaler med sponsorer og sikkerhedspersonel, henvisningsvagter til vanskelige passager, udsætning af henvisningsskilte, rejsning af telte og folk på pladsen. Derfor nyder DØB også godt af hjælp fra en lang række frivillige således at man i år for 11. gang kan give starten fri til cykelmotionisternes strabadser i "de østjyske alper".

Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block