De nye elever, der tirsdag i sidste uge startede i 0. klasse på Gyvelhøjskolen, Skovbyskolen og Den Fri Hestehaveskole blev mødt med en grøn gave.
I samarbejde med Skanderborg kommune havde Projektforum Galten Skovby fået sponsorstøtte til at indkøbe 175 Ginkgo Biloba (tempeltræer) til uddeling i forbindelse med skolestart.
»Formålet med initiativet er at byde de nye elever velkommen til starten på skolen. Det er vores håb, at børnene med den lille gave bliver inddraget i vores ønske om at gøre byen grønnere, pænere og mere klimavenlig. Det er også en måde at gøre nogle af FN's 17 verdensmål mere børnevenlige og konkrete, hvilket er noget alle skoler i Skanderborg er forpligtet på at arbejde med,« lyder det fra Projektforum Galten-Skovby, der samtidig står bag projektet '1000 træer i Galten-Skovby'.
»Vores samarbejde gør det lettere at se tiltag blive til noget. Skovbyskolen ønsker netop i det kommende år at få skabt mere grønt omkring Skovbyskolen og hele Galten-
Skovby-området. Skulle børnene ikke have mulighed for at plante træet selv, giver skolerne gerne en hånd med at finde egnet jord til træerne,« påpeger Projektforum Galten-Skovby.