Søndag d. 27. februar har fastelavnssoldaterne i De 7 Dales område atter fundet udrustningen atter fundet frem til den årlige march. Traditionen som strækker sig cirka 150 år tilbage, munder ud i fester i Mesing Forsamlingshus og Borgernes Hus den 4. marts kl. 19.
Af Erna Bachmann, Veng Lokalarkiv
Nogle traditioner smuldrer, medens andre består. En af egnens bestående traditioner – fastelavnssoldaterne – har undret mange tilflyttere. Fastelavnshæren bestod oprindeligt af drenge i alderen 10-14 år, men i mangel af hankøn har man omkring 1990 accepteret, at pigerne også kan være med til at forsvare deres landsbyer.
Hæren omfatter konge/dronning, kronprins, prins, general, fanebærer, tjener og kasserer. Hver rolle indeholder sine forpligtelser, og de fordeles strikte efter alder. Overskydende drenge og piger udgør de menige soldater.
Før fastelavn mødes årets soldater for at planlægge og øve. Foruden fordelingen af roller består planlægningen i at fordele pigerne/drengene mellem sig med henblik på den efterfølgende fest. Det er ikke så kønsdiskriminerende, for også i den lokale hær er der ligestilling mellem kønnene.
Ved mødrenes hjælp bringes uniformsudstyret i orden. I princippet sørger hver soldat for eget udstyr, men i praksis er mødrene garanter for, at aflagt udstyr genbruges eller nyt fremstilles, således at det er en standsmæssig hær, der kan træde an. Uniformerne er hvide skjorter med røde/guld bandoler og blå skråhuer. Undtagelsen er Nørre Vissings hær, der er i sorte jakker med epauletter.
Rundturen i sognet
Fra morgenstunden fastelavnssøndag går turen så rundt til egnens husstande, indtil der er tid til at indtage middagsmaden.
Kongen er vært ved middagen, mens kronprinsen må holde for ved kaffen, så hjemmenes støtte er yderst værdifuld.
Efter middagen er der tid og kræfter til at besøge de resterende husstande. Det er et anseligt antal kilometer, der skal tilbagelægges til fods og i bil. I dag er der flinke forældre, der stiller bil til rådighed på de længste strækninger.
Hæren er ikke ganske ukrigerisk, men de krigeriske tilbøjeligheder slippes kun løs, hvis en nabohær hjemsøger nogle af de husstande, man selv mener at have vundet hævd på.
I vore sogne er der fire fastelavnshære, nemlig i Mesing, Hårby, Veng/Søballe og Nr. Vissing.
Opfordring til at give en skærv
På rundturen besøges hver eneste husstand. De to første vers af fastelavnssangen er en opfordring til at give en skærv, og er der gevinst, synger soldaterne også takkeverset, der indeholder invitation til festen, og der afsluttes med et trefoldigt hurra for husstanden.
Det er en oplevelse at ...
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 23. februar 2022