44 mio. ukrainere har brug for hjælp, og vi kan alle hjælpe. To lokale venner, Thomas Skovbo og Nikolai Lander kørte i forrige weekend til den polsk-ukrainske grænse ved byen Dorohusk for at bringe ukrainske familier i sikkerhed i Danmark. 3200 kilometer fra fredag til søndag i en ældre rødbedefarvet Mercedes Benz. »Det fortryder jeg aldrig, men jeg vil heller aldrig glemme, hvad jeg så,« siger Thomas Skovbo.
Af Thomas Skovbo (til daglig viceskoleleder ved Den fri Hestehaveskole) og foto: Nikolai Lander(til daglig chefdesigner ved Aarhus Universitet).
Måske genkender du følelsen af gerne at ville hjælpe men ikke helt vide hvordan?
Min gode ven Nikolai og jeg havde brug for at hjælpe. Vi havde brug for at gøre noget i forhold til de mange kvinder og børn, der lige nu må flygte fra Ukraine. Vi tog en beslutning og lavede en indsamling på Facebook.
I løbet af to døgn, havde vores små netværk doneret over 30.000 kr og Nikolais garage var fyldt med nødhjælp. Kærlighed og gode intentioner pakket i tasker og plasticposer. Alt lige fra tæpper til legetøj og bamser.
Alle ville hjælpe med et eller andet og Østjysk Turistbusser ville også hjælpe os med en god pris på at leje en minibus. Det gør indtryk og sammen kan vi gøre en afgørende forskel. Alle kan hjælpe på en eller anden måde, og al hjælp er god hjælp. Jeg tror ikke, at man kan hjælpe forkert.
Ingen svar, men rigtig mange spørgsmål
Torsdag aften pakkede vi bussen og kørte mod Polen fredag morgen. Børnerygsække og autostole var klar, og vi var klar uden at ane, hvad vi skulle være klar til. Hvad kunne vi forvente? Hvor skulle vi hente dem? Hvem skulle vi hente? Hvor skulle de køres hen?
Vi havde ingen svar men rigtig mange spørgsmål. Når vi kørte ind i Polen ville vi få at vide, hvor vi skulle køre hen, det var aftalen. En dansk-ukrainer ved navn Dimitri, der bor i Horsens. Han er del af et netværk og sidder i øjeblikket dag og nat og koordinerer og formidler kontakt mellem ukrainere på flugt, danskere på vej og danskere, der kan modtage og hjælpe i Danmark (Facebookgruppen hedder; Civil transport af ukrainske flygtninge – Danmark).
Dimitris hjælp er uundværlig. Han har aldrig prøvet det før, men han gør en kæmpe forskel. Jeg ved ikke, hvor mange han allerede har hjulpet fra sin telefon i Horsens, men det er mange.
Seks bookinger
Fredag morgen kørte vi fra Skanderborg mod Lublin i Polen, kun to timer fra grænsebyen Dorohusk, hvor vi regnede med at skulle samle vores passagerer op. Lørdag morgen fik vi besked fra Dimitri. Seks personer havde booket plads i vores bus til Danmark. YES!
Vi skulle hente dem ved et modtagecenter i Dorohusk mellem kl. 11 og kl. 14. De havde været undervejs i mange dage. Vi kunne ikke køre helt ned til selve grænseovergangen, da vejen var spærret af polsk politi, men for enden af vejen kunne vi se og fornemme det kaos, som vi havde set på TV. Der var sort af mennesker og en bilkø, som vi ikke kunne se enden af. Kvinder og børn, tasker og kufferter, bamser og kæledyr, ventetid og kaos.
Lige dér, mens jeg står på afstand og kigger ind over Ukraine bliver det hele meget virkeligt for mig. Lige dér bliver krig på TV til krig i virkeligheden, og lige dér bliver jeg overvældet.
Et langstrakt fladt bælte af polsk-ukrainsk ingenmandsland lige så langt øjet rækker. Lige dér, på den anden side af grænsen, udkæmpes en vanvittig krig, der ikke giver mening. Civile dør og et land ødelægges.
Med min telefon kan jeg pege retningen ud på nattens bombardementer i Lviv 150 kilometer væk.
Solen skinner, det er klart vejr, og mens jeg står og kigger ...
