Vinfestival i udstillingshallen hos Leo Rasmussen Automobiler.
Erfaringerne fra den første udgave af Galten Vinfestival i lørdags hos Leo Rasmussen Automobiler var så positive, at det allerede er besluttet, at følge op med et lignende arrangement i september 2025.
»Mange sagde, at det var godt for byen, at der blev lavet et anderledes arrangement som dette. Både gæster og stadeholdere opfordrede til, at succesen gentages næste år,« fortæller Henrik Rasmussen fra Leo Rasmussen Automobiler.
Virksomheden lagde udstillingshal til vinfestivalen og 60 lokale borgere havde købt billet. De havde god tid til at smage vin og snakke med de 10 udbydere af vin og spiritus.
»De fleste kom kl. 13 og gik ikke igen før ved 16.30-tiden. De fleste bar afsted med den indkøbte vin eller havde truffet aftale om, at få det leveret efter weekenden, hvis de var kommet gående til arrangementet,« fortæller Henrik Rasmussen.
Fra udstillernes side lød der ros for den intime stemning i hallen modsat ved større messer.
»Når man som vinudbyder er passioneret omkring vinene, og ofte har besøgt vingårdene, så vil man også gerne fortælle historien. Det var der tid til her,« fortæller Henrik Rasmussen.
Man satser på at arrangementet gentages medio september 2025.