Hvis alle faktorer falder på plads, kan der i løbet af 2023 blive leveret fjernvarme til husstande i Skovby som er plaget af bekostelig naturgasopvarmning.
Det århusianske forsyningsselskab Kredsløb har vurderet det foreløbige potentiale for at etablere en fjernvarmeforbindelse til Skovby, og konklusionen er klar.
Kredsløb vil gerne hjælpe beboerne i Skovby af med den dyre naturgas og ind i fjernvarmen, hvis alle detaljer kan falde på plads.
»Det er tydeligt, at behovet og lysten til at blive en del af fjernvarmeforsyningen er stor. Og med mulig udsigt til yderligere stigende energipriser og den aktuelle situation i Ukraine, er behovet kun vokset. Hos Kredsløb er vores kerneopgave at gøre det nemt at være grøn, og vi vil gerne hjælpe Skovby af med gassen og ind i fjernvarmen, såfremt det hele falder på plads. Vi er derfor i fuld gang med at foretage de nødvendige beregninger og vurdere den bedste måde for tilslutning til byen,« fortæller Bjarne Munk Jensen, adm. direktør for Kredsløb.
Flere detaljer skal på plads
Kredsløb kan som forsyningsselskab se mulighederne i at forsyne Skovby med fjernvarme. Selskabet er derfor i gang med at få løst de sidste detaljer omkring etableringsomkostninger. Derefter skal der søges tilladelse hos varmeplanmyndigheden.
Prisen for en tilslutning til Kredsløb kendes endnu ikke, da der fortsat mangler et par udeståender.
For at kunne vurdere det samlede potentiale bedst, er det væsentligt for Kredsløb, at borgerne i Skovby aktivt tilkendegiver deres interesse. Det kan man gøre ved at besøge selskabets hjemmeside og skrive sig op til mere information.
»Vi trækker nu i arbejdstøjet for at få det sidste på plads og håber i den forbindelse, at borgerne har lyst til konkret at give deres interesse til kende hos os. Det giver os det bedst mulige grundlag for et godt fjernvarmeprojekt,« siger Bjarne Munk Jensen.
Kredsløb forventer at have en afklaring på detaljerne i løbet af foråret.
Såfremt der bliver etableret fjernvarme, forventer man at kunne opvarme stuerne i Skovby i løbet af 2023.
Se mere om mulighederne og projektet her www.kredslob.dk/skovby