Efter to år med aflysninger som følge af Covid-19 kunne et stort trofast publikum i lørdags nyde et gensyn og genhør med Prinsens Musikkorps i Galten-hallen.
Denne gang var det med entertainer, skuespiller, sanger, sangskriver og komiker Martin Brygmann som veloplagt solist.
Brygmann kom som ventet til at sætte sit store præg på koncerten med både egne sange, hvoraf nogle er blandt de seneste årtiers største hits fra danske film og TV-serier, men han sang også fortolkninger af andres numre.
Undervejs blev der budt på bl.a. musik af Kai Normann Anderse, H.C. Andersens 'I Danmark er jeg født' og et potpourri af Bent Fabricius Bjerres mange skønne melodier.
Sidstnævnte blev smagfuldt indledt med harmonikasolo af dirigent Nikolai Bøgelund i den smukke 'Norwegian Sunset' fra filmen Bjergkøbing Grand Prix inden det dygtige orkester istemte temaet fra Olsen Banden samt bl.a. Alley Cat, Jeg sætter min hat som jeg vil, Forelsket i København og selvfølgelig temaet fra Matador.
I koncertens anden del, midt mellem en amerikansk militær fanfare og et medley over danske folkesange, dukkede Martin Brygmann pludselig op i sin komikfigur som den australske Todd, der med tyk accent påstod, at det skam var ham som i 1942 var mand for Victor Borges emigration til USA.
Klappeinstruktion
Mod koncerten slutning var der plads til klassikere som Radetzky March – med dirigentinstruktion i at klappe på på 1 og 3 og endelig ikke 2 og 4 – samt Lumbyes Champagnegalop.
Inden sidstnævnte blev den 12-årige Emma-Amalie Tygstrup Jensen fra Skanderborg inviteret på scenen for at synge det kvindelige parti i Martin Brygmanns store julekalenderhit 'Jesus og Josephine'.
Det klarede Emma-Amalie med bravur og til både publikums og orkestermusikernes store begejstring.
Ved samtlige koncerter undervejs på årets nytårsturne har orkestret forespurgt lokale musikskoler, om nogen havde mod på at tage udfordringen op.
Hos Skanderborg Musikskole faldt valgt på Emma-Amalie. Hun går til både kor- og band-undervisning hos Kulturskolen i Skanderborg, ligesom hun har modtaget soloundervisning i sang.
Til daglig går hun i 6. klasse og har gået til kor siden 2. klasse. Skønt hun kun netop er fyldt 12 år har hun – på aldersdispensation – også for nylig været med et ungdomskor i Frankrig. I en korkonkurrence i Marseille vandt koret fra Skanderborg guld.
Se masser af fotoglimt fra nytårskoncerten i dette galleri