21 dages tavshed udfordrer lokal yogalærer

Image
21 dages tavshed udfordrer lokal yogalærer
Yogalærer Heidi Egelund, Nørre Vissing, skal deltage i et af verdens mest intense yogakurser, som indebærer 21-dages tavshed. Til daglig underviser hun i Nørre Vissing og Herskind, ved AOF Skanderborg.
Lokal yogalærer skal deltage i et af verdens mest intensive yogakurser, som indebærer 21-dages tavshed.
Yogalærer Heidi Egelund fra Nørre Vissing, der til daglig underviser i Herskind og Nørre Vissing, under AOF Skanderborg vil selv undervises i sommerferien. Derfor rejser hun, sidst i juli, til Sverige for at deltage i Kriya Yoga Retreat, som indebærer 21-dages tavshed.
- Kriya Yoga kurset er et af verdens mest intensive Yoga og Meditationskurser. I fire uger undervises vi fra kl. 6 til 22 og de sidste tre uger foregår i tavshed, da vi for alvor skal gå i dybden. Det bliver uden tvivl en markant personlig udfordring, som jeg glæder mig til, fortæller den 38-årige yogalærer.
Stor udfordring
Venner og familie har for længst måbet kæberne af led, da de hørte om de 21 dages tavshed. På tidligere kurser har Heidi Egelund da også kun prøvet kræfter med 2-3 dages tavshed, så kurset bliver en stor udfordring.
- Jeg forventer, at det bliver svært, jeg holder jo af at samtale og fortælle og spørge. Men jeg tror også, at den tavse kommunikation med de andre kursister for alvor vil skærpe mine sanser og øge min intuition og empati, siger hun.
Kursus skal give ny inspiration
Deltagerne er erfarne yoga-udøvere fra hele verden. Kurset er populært fordi det øger deltagernes energi, kreativitet og evne til at leve i nuet. Derfor er kurset et godt forsvar mod stress, og det kan desuden give Heidi inspiration til hendes egne kurser i yoga mod stress.
Efter en måned fyldt med yoga, meditation, stilhed, idyllisk svensk natur og vegetarkost, regner Heidi Egelund med at vende hjem med ny inspiration og opfyldt af en indre ro og energi som kan mærkes. Og som hun vil give videre til yogaeleverne. Og så skal der i sikkert tales indtil kæben går af led.
- Hvad siger man mon som det første efter tre ugers tavshed? Det må hellere være noget høfligt eller positivt, a la »YES, jeg gjorde det«, siger Heidi Egelund med et stort smil.
Heidi Egelund underviser i Nørre Vissing og Herskind, ved AOF Skanderborg. Læs mere på www.yogamodstress.dk
 
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block