Sangskriveren Anders Graaes besøg på Gyvelhøjskolen mundede ud i et kreativt møde med elever i 6. klasse.
Hvordan foregår sangskrivning fra spæd idé til færdig sang? Det kan være svært at forstå og svært at forklare. Derfor ´udsender organisationen Koda, der varetager danske komponisters rettigheder, hvert år en række professionelle sangskrivere for at lære skoleelever om sangskrivning og musikkens værdi gennem at skrive en spritny sang sammen med eleverne.
På den måde kan eleverne opleve, hvilket arbejde, der ligger bag.
I fredags fik 6. klasse på Gyvelhøjskolen i Galten besøg af sangskriveren Anders Graae Lauritzen. I løbet af dagen fik eleverne mulighed for at opleve, hvordan akkorder, tekst, rytme og tanker koges sammen til en færdig sang, som de skrev og komponerede sammen.
»Det gik rigtig godt. Det var nogle søde elever og man kunne mærke, at de blev fanget af det og syntes det var spændende,« konstaterede Anders Graae da dagen var omme og to sange var skrevet og komponeret sammen med eleverne, inddelt i to grupper.
Brainstorming i rundkreds
Da Folkebladet kiggede forbi om formiddagen havde elever og sangskriver taget plads i en rundkreds på gulvet for at brainstorme ideer til det der endte med at blive til sangen Vi sku ind og danse. Den anden gruppe skrev sangen Venner er bedre end fjender.
»Eleverne bød rigtig meget ind. Det var ud fra deres tanker og ideer at vi skrev sangene ...