Musiker ventede med at gå på scenen til håndboldkamp var afgjort.
Hvert år arrangerer Bio Huset et antal efterspurgte koncerter. Således var der i fredags udsolgt en solokoncert med Anders Blichfeldt, tidligere forsanger, guitarist og komponist i det nu opløste danske band Big Fat Snake.
Nok var Anders Blichfeldt solo på scenen, men de 126 begejstrede publikummer sørgede for, at han ikke følte sig alene. Lige fra koncertens start havde han publikum med og der blev rocket, sunget og jublet lige til den sidste tone ebbede ud.
Bio Husets sal viste sig endnu engang formidabel til disse intime koncerter, hvor publikum og den optrædende kommer tæt på hinanden. At Anders Blichfeldt så lige ventede med at gå på scenen til håndboldkampen mellem Danmark og Spanien var slut, gjorde ikke sympatien mindre. At Danmark vandt kampen, tændte kun yderligere op under gæsternes begejstring.
Hurtigt udsolgt til Alberte
Der er flere gode koncerter på vej. 9. marts får Bio Huset besøg af Thomas Buttenschøn. Her er der stadig ledige billetter.
Efterfølgende er det Alberte Winding, der kommer på besøg 14. april. Hun aflyste i fjor den først planlagte koncert, så nu glæder de lokale fans sig for alvor. Billetterne til Alberte Winding blev udsolgt på to døgn.
»Sikke en opbakning til det lokale spillested,« konstaterer Tove Severinsen fra Bio Huset og tilføjer:
»Er man mere til det irske skal man vente til den 3. maj hvor Almost Irish, som på trods af navnet er et dansk band, spiller. Her er der ganske få billetter tilbage.«
Bio Husets musikbooker Torben Skøtt får stor ros af husets bestyrelse for sit valg af musik, som tilsyneladende falder lige i smag blandt vores gæster.
»Vi glæder os til at byde velkommen til mange flere musikere og musikglade gæster i Bio Huset,« siger Tove Severinsen.
Læs Galten Folkeblad 1. februar 2023