Varieret program for både børn og voksne med Astrid Lindgren som omdrejningspunkt.
Den forestående premiere på den nye spillefilm ”Unge Astrid” blev startskuddet til et samarbejde mellem Galten Bibliotek, Bio Huset og Galten Kirke.
De tre kulturbærende institutioner har sat sig sammen og lavet en minifestival hvor der både er noget for børnene og de voksne.
»Vi blev kontaktet af Bio Huset, der gerne ville lave noget i anledning af den nye film, og snart udviklede det sig med både foredrag, teater og et kreativt værksted,« fortæller bibliotekar Thomas Damm. Siden er også kirken gået med i samarbejdet.
De voksne kan glæde sig til filmen ”Unge Astrid”, der har premiere torsdag den 31. januar, og til et foredrag med forlagsredaktør Anette Øster der fortæller om Astrid Lindgrens fascinerende liv og litterære univers. Foredraget foregår torsdag den 17. januar, så man kan få lidt baggrundsviden inden man ser filmen.
Film, teater og højtlæsning
For børnene er der arrangeret en bred vifte af aktiviteter. Lørdag den 19. januar viser Bio Huset to Lindgren-film: Emil fra Lønneberg er en animationsfilm fra 2014, mens Brødrene Løvehjerte er den klassiske udgave fra 1977.
Søndag den 20. januar er der teaterforestilling for de 4-10 årige i sognegården. Her spiller Teater Aspendos Emil og træmand nr. 100. Tirsdag den 22. og torsdag den 24. januar er der højtlæsning for de små på biblioteket, og lørdag den 26. januar slår biblioteket desuden dørene op til et kreativt værksted hvor børnene kan lave deres egen Ronja-pung i læder.
»Vi glæder os meget til vores lille festival, især fordi vi fejrer en forfatter der kan samle både børn og voksne,« siger Thomas Damm. Hele programmet og detaljer om de enkelte arrangementer kan fås på biblioteket og i Bio Huset eller ses på bibliotekets hjemmeside.