Inspiration og hyggeligt samvær på Galten Bibliotek.
Hvis du savner inspiration til din næste læseoplevelse eller bare er lidt nysgerrig på nogle af årets mange bogudgivelser, skal du kigge forbi Galten Bibliotek onsdag den 27. november kl. 19.
Fire bibliotekarer fra Skanderborg Kommunes Biblioteker fortæller på skift om de bedste bøger, de har læst i løbet af året, de fleste udkommet i 2019.
»Vi har læst krimier, slægtsromaner, fagbøger, historiske bøger og meget mere,« fortæller bibliotekar Thomas Damm.
»Vi har udvalgt det, vi syntes er bedst, og kan præsentere en bred palet med noget for enhver smag.«
Bogcaféerne er en tradition på mange biblioteker rundt omkring i landet, især her i efterårs- og vintersæsonen, hvor mørket og vejret indbyder til at man skal fordybe sig i en god bog.
Biblioteket lover en hyggelig og inspirerende aften, det er gratis at deltage, og undervejs vil der blive serveret kaffe, te og småkager.
Læs Galten Folkeblad 19. november 2019