Deltagerantallet nåede atter op på omkring 400, da den 11. Champagnegalop i Galten blev skudt i gang.
Løbet, der for 11 år siden blev lanceret som en lettere indforstået nytårsspøg, har vist sig så langtidsholdbar, at der på 2019's sidste dag var 400 deltagere i enten en gåtur på fire kilometer eller en løbetur på fem kilometer.
Champagnegaloppen blev skudt i gang af tre hospitalsklovne, som endnu engang, stod for en god gang "opvarmning", om end ikke helt traditionel opvarmning, som den ellers foregår på idrætsanlægget.
Klovnene var i år også forbi Torvet i Galten, hvor de stod for god underholdning på deres egen populære facon.
»10 km-ruten var igen med et meget spredt felt. Nogle løber ruten uden at stoppe ved nogen af depoterne. Bagtroppen, hvor den velkendte fadøls-cykel er med, bruger næsten to timer på turen. Der tager man sig god tid ved depoterne, og de improviserede pit-stop som opstår, når nogle begynder at svede,« forklarer Jørgen Kudsk.
Langt de fleste deltagere rundede Klank Hallen da de kom i mål. Her var der som sædvanlig god stemning og mange blev lidt tid og fik skålet med venner og bekendte samt fulgte, at der blev udtrukker 45 gevinster skænket af lokale sponsorer.
»Hvor meget overskud der bliver til Danske Hospitalsklovne kan vi endnu ikke sige. Men vi er ret overbeviste om, at det er en flot check vi kan overdrage til hospitalsklovnene,« siger Jørgen Kudsk.