Blandt unge er computerspil meget populært. Men hvad er det de finder så interessant ved at "game"?
Af Daniel Velling Laursen, erhvervspraktikant, 8. klasse, Låsby Skole
Tusindvis af primært unge mennesker sidder hver dag ved computere i timevis og spiller Counter-Strike-spillet. Men hvad er det som er så fascinerende ved fritidsbeskæftigelsen?
»Det gode ved Counter-Strike er at man kan spille med sine venner, og konkurrere både med og mod dem,« lyder det fra 15-årige Oliver Winther fra Låsby.
Han har spillet CSGO siden 2021 og har allerede spillet i over 500 timer.
Spillet er et skydespil, men hvor strategi også betyder rigtig meget.
»Counter-Strike – også kendt som CSGO – går først og fremmest ud på at skyde modstanderholdet. Der er to hold, og hvis man er på terrorist-holdet, skal man forsøge at plante en bombe. Modsat hvis man er counter-terrorist skal man forhindre bomben i at sprænge,« fortæller Oliver Winther
Spil om millioner
Langt størstedelen spiller for hyggens skyld, men der er også en stor professionel scene, hvor hold stiller op og spiller om flere millioner kroner, mens flere hundrede tusinde følger med direkte.
»Man bliver inddelt i et såkaldt "rank", der vurderer hvor god man er til spillet. Jo mere man vinder, des bedre rank får man,« forklarer Oliver Winther og tilføjer, at man også møder folk på sit eget niveau, så alle har en chance uanset hvor god man er. Af den grund er det også nemmere at starte på spillet.
»Der er flere formater i spillet. Man kan både spille på to-mandshold og femmandshold,« fortæller Oliver Winther. Det mest traditionelle er dog at spille fem mod fem, og det er også det de professionelle dyster i.
I mange byer kan man gå til Esport, hvor der blandt andet spilles CSGO og andre computerspil.
En stor industri
Mange vil mene at det bedste CSGO hold nogensinde er det danske Astralis, som har vundet utrolig mange turneringer til lan og online.
Counter Strike spilles også meget ofte til såkaldte LAN-partys, som er begyndt at komme tilbage igen. I Sorring afholdes et årligt LAN-party, som er et af Danmarks største. Alle kan deltage, hvis man betaler for det.
CSGO startede med kun at have fem baner man kunne spille på, men nu er der 25 officielle baner, som alle kan spille på.
Der er også ekstremt mange der bruger penge på CSGO, fordi de går op i deres våbens udseende. Der er endda tidligere blevet budt over en million dollars på en kniv, som er blevet afvist, da vedkommende ikke ville sælge for det beløb.
Har du lyst til at vide mere om counter-strike eller komme i gang med at spille det, så findes der en god introduktion på mange hjemmesider, f.eks. tjekspillet.dk/counter-strike/