Danish Agro-koncernen opnåede i 2021 sit hidtil bedste resultat samt den hidtil højeste omsætning.
Danish Agro koncernens resultat før skat på 649 mio. kr. er det højeste nogensinde og ligger hele 32% (157 mio. kr.) højere end sidste år. Omsætningen for 2021 er på 44,0 mia. kr., hvilket er 12 % højere end i 2020.
Stigningen skyldes generelt øget aktivitet og øgede markedsandele på tværs af koncernens forretningsområder samt højere priser.
»2021 har været et kommercielt udfordrende år, hvor både Covid-19, meget volatile markeder og forsyningsproblematikker gjorde det krævende at drive forretning. Netop i det lys er det meget tilfredsstillende, at vi både har formået at sikre forsyning og kvalitetsprodukter til vores kunder samtidig med, at vi realiserer så stærke resultater. Jeg er meget stolt over den indsats, som medarbejderne har ydet i det forgangne år, og vi står i en stærk position til det kommende år,« siger Henning Haahr, Koncernchef i Danish Agro koncernen.
Driftsresultatet på 1.279 mio. kr. er også det hidtil højeste for koncernen.
»Jeg er meget tilfreds med, at både driftsresultat og resultatet før skat er steget markant i forhold til sidste år. Det vidner om en sund forretning, hvor resultatskabelse følger øget aktivitet,« siger Henning Haahr.
Den samlede balance er på 19,8 mia. kr. i 2021, mod 17,2 mia. i 2020. Dette skyldes primært de generelt højere priser på afgrøder, gødning og råvarer samt logistikudfordringer i forbindelse med corona-pandemien. Omsætningsaktiver er hermed højere end budgetteret og sidste år. Lagerbeholdningerne har generelt været højere end normalt netop for at øge forsyningssikkerheden til kunderne.
Et stærkt aktiv for landmanden
Koncernegenkapitalen er steget med 424 mio. kr. og udgør 5,8 mia. kr. ved årets udgang. Dette sammenholdt med den øgede balance giver en reduceret soliditet på 29,1 %.
Ifølge Bestyrelsesformand i Danish Agro, Jørgen H. Mikkelsen, har Danish Agro koncernen i 2021 endnu en gang bevist, at den er et stærkt aktiv for landmanden i dagligdagen:
»Danish Agro er i hele 2021 lykkedes med at kunne forsyne landmænd med kvalitetsprodukter til konkurrencedygtige priser. Det har været svært, men det er lykkedes samtidig med, at der er skabt rigtig flotte resultater. Det vidner om, at vi står stærkt hos flere og flere landmænd, og at vi står med at godt afsæt til de kommende år. Det er meget positivt,« siger Jørgen H. Mikkelsen.