Den 7. juni er der stormøde i landsby-klyngen De 7 Dale. Fællesskabet skal kick-startes og de gode ideer skal luftes.
De 7 Dale er landsbyklyngen der dækker de syv landsbyer Hårby, Jeksen, Nørre Vissing, Søballe, Mesing, Veng og Foerlev vest for Skanderborg. Fællesskabet har kun tre år på bagen, og efter corona er det tid til en kick-start.
»Vi lagde godt fra land, og vi har på trods af svære kår opnået rigtig meget. Vi har kæmpet sammen for – og reddet – vores fælles skole, vi har vundet landsbyprisen i Skanderborg, vi har lavet trampestier og erhvervsnetværk, og kampen for en tiltrængt cykelsti på Låsbyvej er i fuld gang,« siger formand for De 7 Dale, Jørgen Schytter og tilføjer:
»Ingen af de syv landsbyer i fællesskabet havde kunnet løfte det alene. Men sammen kan vi. Derfor er det så vigtigt, at vi står sammen. Men fællesskabet har det svært, når man ikke kan mødes.«
De gode ideers aften
Tirsdag den 7. juni kl. 19.30 på Veng Skole er der derfor stormøde i De 7 Dale med fokus på fællesskabet og det, der skal til, for at udvikle sig sammen på tværs af landbygrænser.
Jeanette Lund, der er ekspert i udvikling i landsbyklynger, holder oplæg og faciliterer workshops.
»Målet med aftenen er, at de gode ideer kommer på bordet – så de kan blive til virkelighed. Om det er banko, loppemarkeder, fugletårne, vandrelaug eller noget helt femte, betyder ikke så meget. For sammen lykkes vi helt sikkert med at få det til at ske,« siger Jørgen Schytter.